Juelsminde vært for Triatlongames i 2017
De danske mesterskaber i triatlon vender tilbage til Juelsminde og Hedensted Kommune. Det sker ved et arrangement den 23.-25. juni 2017, hvor der samtidig er børne- og motionstriatlon samt en firmatriatlon. Hedensted Kommune var i 2008-2010 vært for Triatlon-mesterskaberne med cirka 200 deltagere. I 2017 forventes omkring 1.000 triatleter at deltage i weekendens konkurrencer, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
“Der er sket meget, siden vi afviklede triatlon tilbage i 2010. Det er blevet en folkesport, som også tæller både motionister, børn og unge. Samtidig kommer der flere og flere eliteudøverne, så det giver god mening for os at byde ind på dette arrangement igen,” siger Frans Andersen, leder af Kultur og Fritid i Hedensted Kommune.
Den forholdsvis nystiftede forening TIF Triatlon Tørring får en stor rolle i planlægning og afvikling af arrangementet. Kommunen har desuden ansat Anders Steffensen som triatlon konsulent. Han var med til at arrangere mesterskaberne i 2008-2010.
Om fredagen er der stafet triatlon på en kort rute velegnet for virksomheder og skoler med flere. Lørdag er for motionister og børn. Søndag er DM på middeldistancen. Se mere på triathlongames.dk.