Fortsæt til indhold

For ni millioner Bakkehus

Sidste år blev første etape af renovering af Præstemarkskolen gennemført. Nu kommer etape 2

Samfund
Erling Baastrup

På de kommunale budgetter er afsat ni millioner til brug for Bakkehuset på Præstemarkskolen i Søften. Det er til renovering (ikke mindst energirenovering) og udvidelse.

Bakkehuset huser mellemtrinnet på Præstemarkskolen.

Renoveringen omfatter bedre og mere ventilation. Desuden skal elevtoiletter, handicaptoilet og tekøkken renoveres og undervisningslokaler males.

Skimmelsvamp

I den ældste del af Bakkehuset udskiftes taget og tagkonstruktionen behandles for skimmel.

Projektet indeholder en tilbygning på 54 m². Det ekstra areal i denne tilbygning skal anvendes til medarbejderarbejdspladser og -faciliteter og til samtalerum. Bakkehuset er oprindeligt dimensioneret med personalefaciliteter til 14 medarbejdere. Nu er der 28.
Det har ikke været muligt at indrette medarbejderarbejdspladser indenfor den eksisterende bygning,

Genhusning i pavilloner

Der vil være væsentlige gener fra byggearbejderne for undervisningen, hvorfor det er nødvendigt med genhusning af eleverne. Dette kan ske i en nærliggende pavillon, der ikke benyttes, efter at Børnehuset Mælkevejen blev udvidet. Yderligere kan opstilles en pavillon ved selve Bakkehuset.

Klar til august

Anlægget planlægges udført i første halvår af 2017, således at den nye tilbygning og de renoverede undervisningslokaler, vil være klar til brug til skoleårets start i august 2017.
Nu mangler der kun, at byrådet frigiver pengene.