Fortsæt til indhold

Fyrre, fed og i festhumør

Jakobskolen i det nordlige Aarhus har netop fejret 40 års jubilæum - og en stor tilbygning

Samfund
Arkiv

Spørger man eleverne, er der ingen tvivl: Jakobskolen er en fed skole. Den kristne friskolei Skejby med 229 elever kunne i fredags fejre sin 40 års fødselsdag. I den alder er det ikke unormalt at lægge sig lidt ud, men i Jakobskolens tilfælde sker det med en tilbygning på hele 540 kvadratmeter, som nu er taget i brug.
Et par af de yngre elever indviede byggeriet ved højtideligt at klippe det røde bånd, som markerede overgangen til de nye lokaler. Herpå blev der holdt dobbelt fest for både jubilæum og tilbygning - med sang og taler, dans og trylleshow - og en kagemand så stor, at der skulle otte borde til at bære den.
Tilbygningen rummer SFO og børnehaveklasse i stueplan og to nye klasselokaler på første sal. Samtidig er der skabt store, lyse fællesarealer med god plads til leg, fordybelse og samlinger med morgensang, som er en vigtig del af Jakobskolens kultur og værdigrundlag.

Bedre plads til SFO

Første spadestik til det nye byggeri blev taget 18. marts, men forud er gået flere års planlægning, hvor behovene blev drøftet og gennemtænkt.
"Det vigtigste var, at vores SFO fik bedre plads til de 100 børn, som bruger den hver dag. Samtidig skulle bygningerne understøtte vores struktur som én skole med tre trin. Hvert trin har nu et sted at samles, og vi kan også være sammen alle på én gang," fortæller skoleleder Kaj Markussen.
Undervejs har Jakobskolen rådført sig med flere arkitekter, men opgaven endte hos Pluskontoret, som holder til i det centrale Aarhus.
"Vi valgte denne løsning, fordi den rammer en god balance mellem det eksisterende og det nye. Vi er meget tilfredse med det færdige resultat og synes, at både det ydre udtryk og fornemmelsen af at være i rummene meget godt møder det, vi ønsker, at Jakobskolen skal være," siger Kaj Markussen.
Tidligere holdt skolens SFO og børnehaveklasse til i en gammel træpavillon. Den bliver snart fjernet for at give plads til nye boldbaner og legeredskaber, som ventes klar inden jul. I samme omgang har Jakobskolen udstyret alle klasselokaler med interaktive touch-skærme, der sammen med de klassiske tavler giver masser af muligheder i undervisningen.
Jakobskolen blev oprettet i 1976 og har hørt til på Næringen 100 i det nordlige Aarhus siden 1983.
ksa