Temauge og første skolefest i mange år
I torsdags holdt Bavnehøj Skole skolefest for alle elever og deres forældre - 1000 mødte op til denne første skolefest i mange, mange år.
Festen var en kulmination på en temauge, hvor eleverne i blandet flok, store sammen med små, arbejdede fælles om hver sit land.
“Alle har gået op i temaugen, og der har været en herlig arbejdssummen og aktivitet både i klasserne og i fællesarealerne. Der er blevet læst, malet, bagt, skrevet og indhentet materialer,” skriver skolen i en mail til redaktionen.
Udover det faglige udbytte fik eleverne også glæde af det sociale fællesskab, og venskaber blev knyttet på tværs af klasserne.
En rejse rundt i verden
Da skolefesten så oprandt stod aftenen på fællesspisning i klasserne, hvorefter forældrene af deres børn blev inviteret til at rejse verden rundt gennem smagsprøver, produkter, konkurrencer, optrædener, udstillinger og så videre.
Aftenen sluttede af med to diskoteker - et for 0.-4. klasse og et for 5.-9. klasse.
csj