Fortsæt til indhold

Stressen stiger når mørket falder på

Charlotte Brag har åbnet praksis i Sundhedshuset i Ry

Samfund
Arkiv

Stressen stiger, når mørket falder på. Stresscoach Charlotte Brag har netop åbnet praksis i Sundhedshuset i Ry og hendes erfaring er, at højsæsonen for stress begynder i oktober og november.
”Når lyset forsvinder, og der ikke er små pauser i form af helligdage, ferier og fridage, så kan presset fra en hektisk hverdag hurtigt forekomme mere uoverskueligt. Hos nogle kan presset blive så stort, at de ender i en stresstilstand, som kan udvikle sig til depression,” fortæller hun i en pressemeddelelse til Lokalavisen.
I sin praksis hjælper Charlotte Brag folk med at skabe en hverdag med større glæde og tilfredshed.
”For størstedelen af mine kunder handler det om at finde indre ro, glæde og overskud – og det hjælper jeg dem med,” forklarer hun.
Den indre ro i din krop og dit sind er ifølge Charlotte Brag afgørende for, at din krop restituerer og er i stand til at heale sig selv.
“Det kan vores krop – når blot du giver slip og tillader det. Din krop er et fantastisk og meget fintfølende redskab, der arbejder for, at du klarer skærene både fysisk og psykisk,” fortæller hun.
35.000 danskere er sygemeldt med stress. Det svarer næsten til seks gange indbyggertallet i Ry.
”Man kan sige, at vi i samfundet har fokuseret på at komme af med stress i flere årtier og lige lidt har det hjulpet. Problemet har bare vokset sig større og større, fordi vi har fokus på stressen og frygten for at få stress. I stedet skal vi koncentrere os om det positive, om det vi ønsker,” mener Charlotte Brag.
Charlotte Brag er oprindeligt uddannet ergoterapeut, som hun senere har suppleret med uddannelserne stresscoach og metasundhedsterapeut.
De seneste 10 år har hun beskæftiget sig med mennesker med kroniske smerter og stress.
Stresscoach
-bo