Børn og unge strømmer til Aarhus Teater
Det går godt for Aarhus Teater, således er billetsalget det bedste i 10 år
Aarhus Teater kommer ud af sæson 2015/16 med et årsregnskab, der udviser det bedste billetsalg i over 10 år, et stigende aktivitetsniveau, sorte tal på bundlinien kombineret med et repertoire, der afspejler den kunstnerisk mangfoldighed, som den østjyske landsdelsscene er sat i verden for at levere.
Det er hovedkonklusionen på årsregnskabet 2015/16, som netop er blevet godkendt på seneste bestyrelsesmøde. Teatrets direktion og bestyrelse vurderer resultatet som tilfredsstillende, skriver Aarhus Teater i en pressemeddelelse.
Årsagen til det positive regnskab skal findes i en stigning på i alt 7.480 flere betalende gæster end den foregående sæson.
Børn og unge
Specielt børn og unge under 25 år er begyndt at gå i teateret. Det skyldes blandt andet, at Aarhus Teater i forsøgsprojektet 'Billigere end biffen' kun tager 50 kroner per billet.
Tallene vækker glæde hos teaterdirektør Trine Holm Thomsen.
“Jeg glæder mig meget over, at de unge i så stort et omfang finder vej til vores teater, de er med til at sikre, at teatret også har et stort publikum i fremtiden.”
jk