Rådmand beklager lukning af Granhøj Dans
Det er med ærgelse, at rådmand for Kultur og Borgerservice kan konstatere, at Granhøj Dans lukker
"Det er Palles Granhøjs ret at lukke Granhøj Dans. Det er en beslutning, som jeg beklager dybt."
Sådan siger rådmand for Kultur og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad (R), i en pressemeddelelse.
Lukningen sker på baggrund af, at det ikke har været muligt at finde penge nok til Granhøj Dans i de kommunale budgetforhandlinger. Det betyder, at det prisbelønnet dansested lukker efter 27 år.
En beslutning, der sker på baggrund af, at danseakademiet ikke har valgt at søge nationale midler, men i stedet for har kigget i mod den kommunekassen.
"Jeg tager hans beslutning til efterretning. Palle har gennem årene givet os mange danseoplevelser. Det vil jeg gerne takke ham for, og jeg ønsker ham alt mulig held og lykke i fremtiden. Jeg er ærgerlig over, at han har truffet dette valg på et tidspunkt, hvor kulturlivet aldrig har stået stærkere, og hvor vi har indgået et budgetforlig, der meget kontant anerkender kulturens betydning. Nu må andre tage over, hvor Palle Granhøj har sluppet, så kulturlivet i Aarhus kan fortsætte sin enestående udvikling," siger rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad i pressemeddelelsen.