Fortsæt til indhold

Erhvervsfolk speeddatede

Vellykket speedating mellem virksomheder og bestyrelses-emner i Favrskov

Samfund
Arkiv

Kemien var god og det summede af aktivitet, da Favrskov Erhvervsråd og Bestyrelsesnetværket, Favrskov slog dørene op for seks virksomheder og ti erfarne bestyrelseskandidater, til Speed-Dating hos værten Vestjysk Bank i Hadsten.
Konceptet bag Favrskov-modellen var at firmaerne fik en uforpligtende dialog med medlemmer fra Bestyrelsesnetværket, for at udveksle virksomhedscases og prøve kompetencer og kemi af i en afslappet atmosfære.
En række garvede og erfarne bestyrelsesmedlemmer fra Bestyrelsesnetværket stiller sine færdigheder og kompetencer gratis til rådighed i en prøveperiode på 12 måneder for firmaer, hvor det er gået op for dem, at et professionelt bestyrelsesmedlem kan løfte virksomheden.

Aftaler blev indgået

De deltagende medlemmer fra Bestyrelsesnetværket fik hver tildelt et bord med 2-3 stole, hvor virksomhederne nysgerrigt og efter 'først-til-mølle' princippet, kunne invitere sig selv til en uforpligtende snak med den eller de kandidater de var interesseret i at møde og vide lidt mere om.
Det var ikke umiddelbart intentionen, at der skulle indgås formelle samarbejdsaftaler på Speed Dating mødet, men flere virksomheder og bestyrelseskandidater forlod Speed-Dating mødet, med aftaler om at mødes igen.

Nyt forløb kommer

Speed-Dating arrangementet var en udløber af en læringsbaseret bestyrelsescamp i september, der blev afviklet i samarbejde med Væksthus Midtjylland og iMidt. Her fik virksomhederne et faktuelt indblik i bestyrelsesarbejde, og hvad en professionelt sammensat bestyrelse kan tilføre og betyde for virksomheden.
Med afsæt i den store tilslutning, forventer Favrskov Erhvervsråd at lancere et nyt bestyrelsesforløb i 2017, fortæller Jesper Sørensen fra Favrskov Erhvervsråd.