"Han var en stor mand med et stort hjerte"
Selvom Peter Brixtofte gik fra at være bykonge til at være fængselsindsat, glemte borgerne i Farum aldrig det, han betød for byen
Den sørgelige nyhed om Peter Brixtoftes død var knap kommet ud, førend reaktionerne fra læserne begyndte at strømme ind. Reaktioner, der i høj grad viser, at selvom Peter Brixtofte blev dømt for groft mandatsvig og efterfølgende endte i fængsel, så glemte borgerne ikke de aftryk, Brixtofte satte i byen.
"Det er så trist. Peter var et skønt menneske. Hvil i fred", skriver Jeannett Veronica Hindberg på Furesø Avis' facebookside, hvor også Pia Demir skriver: "Hvil i fred kære mand. Du var om nogen en hamrende god og ægte borgmester".
Læs også: Brixtofte er død
"En stor mand med store visioner og et stort hjerte! Han vil blive savnet! God rejse Peter! Kærlige tanker til dine piger", lyder den sidste hilsen fra Anja Tranholm Kjærgaard, mens Ivar G. Petersen skriver: "Er virkelig ked af at høre dette. Peter Brixtofte var et ægte menneske på godt og ondt".
"Trist og alt for tidligt. Husker hans vielse for mig og min mand (1993). Han var i strålende humør, selvom han havde så travlt på grund af et forestående kommunalvalg. R.I.P", skriver Berit Ring, mens Anne Dissing skriver; "Så trost og alt, alt for tidligt. Peter, du var en god mand for Farum".