“Vækst sikrer liv i byen”
Stadigt flere mennesker i Solbjerg giver næring til skole-, fritids- og handelsliv
Hasselvangen, Pilevangen og nu Møddebro Parkvej. Siden cirka 2006 er Solbjerg vokset hastigt, og det glæder fællesrådsformanden i byen, Brian Jonassen.
“Udviklingen med både nye parcelhuse samt nye lejeboliger giver en god forskellighed i beboersammensætningen. Det betyder også, at mange, som allerede bor til leje i Solbjerg, efterfølgende vælger at købe en parcelhusgrund - det har vi set med Møddebro Parkvej,” fortæller fællesrådsformanden.
Han peger på særligt tre områder, som nyder ekstra godt af befolkningstilvæksten.
“Flere mennesker betyder muligheden for at bevare en velfungerende skole samt institutioner. Foreningslivet kan fortsat være rigt, og så kommer der mere liv i den gamle hovedgade,” fortsætter han.
Selvom han ser det som en klar fordel med tilflytterne, så er der dog også udfordringer med så mange nye ansigter.
“Vi har fået en masse nye øjne på byen og nogle nye tiltag - det er godt. Nu skal vi så se på, hvordan vi binder de nye områder sammen med de gamle og får fortalt 'historien om Solbjerg',” siger Brian Jonassen, som fremhæver den nyligt afholdte damefrokost som et glimrende tiltag til netop dette.