Fortsæt til indhold

DR-vært skal lære lokale skoleelever at være kritiske

55 elever fra Syvstjerneskolen skal lære at navigere rundt i eksplosionen af nyheder på nettet

Samfund
Martin Warming

55 elever fra Syvstjerneskolen skal blandt andet høre om kildekritik, etiske dilemmaer og nyhedsproduktion, når de besøger DR Byen den 15. til 17. november.
Her skal de nemlig deltage i DR's workshop 'I sandhedens tjeneste' om kildekritik og nyhedsproduktion med vært på TV Avisen Erkan Özden.
Eleverne får indblik i, hvordan DR's redaktioner arbejder, og formålet er at klæde fremtidens mediebrugere ordentligt på, så de er bedre rustet til at sortere i de informationer, de møder i deres hverdag.
Læs også: Elever har pyntet Bymidten med græskar
”Jeg har nu mødt tusinder og atter tusinder af unge mennesker, og rigtig mange er interesserede i nyheder. Men de skal også huske at skrue op for deres kildekritiske sans, når de navigerer rundt i eksplosionen af nyheder på nettet. Så de ikke bliver snydt", siger Erkan Özden, som håber, at han kan få unge til at droppe at køre med ukritisk automatgear og tage de kildekritiske værktøjer til sig.
Allerede inden folkeskoleeleverne kommer til DR Byen, skal de lave deres egen kreative og nytænkende nyhedsudsendelse og sende det ind til DR. Et dommerpanel til workshoppen vil udnævne dagens vindere blandt klasserne, som går videre til den store finale i Randers den 29 november.

4.400 elever. fra hele landet deltager i DR's workshop i DR Byen. Foto: Bjarne B. Hermansen