Fortsæt til indhold

Spindeforeningen holder spindetræf i Kulturhuset

Samfund
Arkiv

“Nød lærer nøgen kvinde at spinde. Kvinden lærer nøgen mand at gøre det samme...“
Sådan står der på Spindeforeningens hjemmesiden.
Og hvis der er nogen, som kender alle de ordspil, mundheld og vittigheder, hvor ordet spinde indgår, så må det være medlemmer af den forening.
Spindeforeningen er netop aktuel i Skanderborg, fordi den er på vej hertil med en invitation til spindetræf.
Søndag 20. november mødes nemlig en masse spindedamer (og sikkert også en enkelt mand eller to) i Kulturhuset for at nørde igennem med uld, spinderok og håndtene.

Det er ren hygge

Udover at hygge og spinde sammen vil håndspinderne rigtig gerne vise frem og fortælle folk i Skanderborg lidt om, hvordan de arbejder med uld og garn på den gode, gammeldags facon.
Spinding af uld og andre fibre til garn har siden tidernes morgen været et af vores vigtigste håndværk.
På trods af at spinding er meget grundlæggende for hele vores civilisation, er der nu om dage ikke mange der ved, hvordan man laver garn og tråd.
På dagen i Kulturhuset viser Spindeforeningen, hvordan man spinder, ligesom der også vises eksempler på smukke, håndspundne garner og færdige produkter.
Spindeforeningen er en landsdækkende håndarbejdsforening med omkring 160 medlemmer.
Alle, der er interesserede i at spinde (eller i at lære det) er velkomne som medlemmer, lyder det.
Spindeforeningen i Nedre Foyer, Kulturhuset i Skanderborg kl. 11-16.00. Det er gratis og der er ingen tilmelding.
e.r

Herlig uld og garn frembragt på gammeldags facon.