Skæring-piger vinder tv-bagedyst på DR Ultra
Stina Todnem Bach Christensen og Amalie Bellinger Diederichsen fra Skæring Skole er mere end gode til at bage, når lyset er slukket. Det beviste de i DR Ultras Sorte Kageshow 2016, hvor Skæring-pigerne gik hele vejen og vandt børnenes udgave af 'Den Store Bagedyst'.
Finalen blev forleden vist på DR Ultra, og man kan stadig se den og de indledende runder på DR Ultras hjemmeside.
De to 11-årige piger har været gennem en casting, hvor der var 800 elever tilmeldt.
“Vi skulle bage en othellolagkage i finalen, og det gik rigtig godt og var mega sjovt, ” fortæller Stina Todnem Bach Christensen, som går i 5x.
“Man vænner sig til at bage i mørke, og så er man ikke så genert foran kameraet, når man ikke kan se noget,” siger Amalie Bellinger Diederichsen fra 5z. Udover æren vandt pigerne også en røremaskine hver, og de glæder sig til at få hjemkundskab på skoleskemaet til næste år.
ksa