Fortsæt til indhold

Kun to kandidater til handicappris i Horsens Kommune

Samfund
Arkiv

Der er kun blevet indstillet to kandidater til Horsens Kommunes handicappris 2016 på 10.000 kroner.
Det er for få, for der er mange kvalificerede kandidater, mener Handicaprådet, som derfor har udsat fristen for indsendelse af forslag til mandag 14. november.
Sidste år var der otte kandidater.
Ifølge Handicaprådets formand gør mange mennesker meget for handicappede i Horsens Kommune, og derfor undrer det hende, at der kun er to kandidater på banen.
"Jeg ved, at der for eksempel bliver gjort en stor frivillig indsats inden for handicapidræt. Der er også mange private virksomheder, som har fokus på mennesker med funktionsnedsættelser," fortæller Jette Birgitte Pedersen, der er formand for Handicaprådet i Horsens Kommune.