Vi sparer ikke - vi omprioriterer
Fronterne blev trukket skarpt op, da der i sidste uge var indkaldt til stormøde om besparelser på børneområdet. Men ifølge borgmester Kim Valentin er der faktisk slet ikke tale om egentlige besparelser, men om omprioritering
STORMØDE Utilfredse lærere, pædagoger, pædagogmedhjælpere og bekymrede forældre havde torsdag i sidste uge indkaldt til stormøde i Grib-skov Kultursal. Her fik de afløb for nogle af de frustationer, der har bygget sig op, siden børneudvalget sendte besparelser for 11.645 mio. kr. i høring. I besparelserne bliver der blandt andet lagt op til, at der skal være 'færre voksne pr. barn' i daginstitutioner, skoler og fritidsordningen, ligesom børn fremover skal starte tidligere i børnehave. Og det er blandt andet de besparelser, der torsdag fik de bekymrede og utilfredse borgere i Gribskov til at sætte en række politikere i stævne. 'Vi er her for børnene', var et af hovedbudskaberne på en aften, hvor der ikke blev lagt fingre imellem, når spørgsmålene fra salen strømmede ned over politikerne.
’Jeg fatter det ikke’
Et af aftenens største bifald fik en forælder, der direkte spurgte politikerne; 'Ved I overhovedet selv, hvad I laver? I sidder i børneudvalget og ser, at det her går ud over børnene. Jeg fatter det ikke'. Det budskab virkede til at have bred opbakning.
En anden foreslog, at man i stedet for at skære på børneområdet bare skar i antallet af byrådspolitikere. Det virkede dog ikke til, at politikerne umiddelbart så det som en holdbar løsning.
Borgmester Kim Valentin var selv forhindret i at møde op, men 13 politikere lige fra Socialdemokraternes spidskandidat Bo Jul Nielsen over Nyt Gribskovs formand for børneudvalget Sisse Krøll Willemoes til Venstres Steen Pedersen svarede beredvilligt på de mange spørgsmål.
Har brug for noget fakta
Kim Valentin er efterfølgende blevet opdateret om, hvad der blev diskuteret på stormødet. Og én ting springer især i øjnene på ham.
"Det er vigtigt for mig at få noget fakta ind i den her diskussion. For der flyver nogle vilde tal rundt fra især BUPL i øjeblikket. Der er faktisk ikke tale om, at vi sparer på børneområdet. Der er i stedet tale om en omprioritering. Der bliver sparet nogle steder, men til gengæld investerer vi penge andre steder - f.eks. får projektet 'Haver til maver' 700.000 kr. i 2017. Børneudvalgets budget er samlet set altså ikke blevet beskåret, men tværtimod udvidet i 2017 og med 0,5 mio. i overslagsårene. Jeg er faktisk lidt stolt af, at det kunne lade sig gøre," siger han.
Op til hver enkelt parti
Nu ryger spareforslagene i høring. Sisse Krøll Willemoes siger, at I politikere efterfølgende må kigge hinanden i øjnene og se, om I kan stå inde for besparelserne. Er det overhovedet en mulighed at rulle besparelserne på børneområdet tilbage?
"Man kan altid gå ud af et forlig, men vi ruller ikke budgettet tilbage. Så det er op til hvert enkelt parti, hvad de vil gøre. Efter høringen sætter vi os ned og lytter til tilbagemeldingerne - og hvis nogle af prioriteringsforeslagene er himmelråbende dårlige, må vi jo ændre det. Men alle udvalg har arbejdet hårdt for det her, så lad os nu ikke blive uenige om småører, når vi er enige om de mange tusinde kroner."
"Men det virker til, at nogle politikere har travlt med at vaske hænder. Det er dårlig politisk stil, og det vil man aldrig se mig gøre. Jeg står på mål for det her budget. Hvis man er utilfreds, kunne man bare have ladet være med at skrive under. Alle har måttet give sig under processen. Og grundlæggende er jeg stolt af, at vi har kunnet lande det her budget. Vi har fat i det rigtige, der kan sikre vækst og velfærd."