Se nogle af pletskudene og højdepunkterne, som Lokalavisen bragte fra Aarhus Nord i 2015
MAJ: Sognepræst Hans Boas kunne fejre 25 års jubilæum i Lystrup. Den populære præst med sønderjyske rødder er et yderst kendt ansigt i Lystrup og omegn. Her har han arbejdet og levet som sognepræst siden teologi-studierne blev færdiggjort fra Aarhus Universitet i 1990. “Jeg er meget glad for at være her i Lystrup, og det giver mit liv indhold. Jeg har fundet min plads,” fortalte Hans Boas til Lokalavisen.
AUGUST Mandag 10. august var en glædens dag for folkene bag friskolen ’Børnenes Akademi’, der er placeret på Møgelgårdsvej i spejderhytten i Lystrup. Efter 2,5 års arbejde lykkedes det endeligt at få grundlagt skolen. Friskole-folkene fik nej fra kommunens side til deres planer om at rykke ind på Østergård-grunden i Hjortshøj på grund af landzonereglerne. Men det blev altså realiseret i Lystrup.FEBRUAR Efter fire år blev trekløveret, som har stået bag Murphys Irish Pub & Sportsbar i Skødstrup, omdannet til et enkeltmands-foretagende. 37-årige Anders Sølvsten kører nu stedet videre i samme ånd, men med nye tiltag som vinsmagning og seniorsang. “Jeg glæder mig til at køre den her ’Voksen SFO’ videre,” sagde den lokale krofatter.AUGUST: Den lokale garn-guru, Annette Danielsen, samlede hele Todbjerg og arrangerede den første ’Strik i Todbjerg’-festival. Der var workshops, stande, udstillinger, bogsalg og strikkehygge med cirka 1.000 deltagere fra hele landet. “Det kan lade sig gøre her i Todbjerg, fordi vi har et velfungerende lokalsamfund, hvor alle kender alle. Og jeg ved hvilke ’soldater’, jeg skal trække på,” sagde Anette Danielsen.AUGUST: Gennem 25 år har frivillige med og uden sårbar psyke passet og plejet en have på Rolighedsvej 6 i Risskov. Jubilæet blev fejret medsom fejres med en fest og et besøg af en historiefortællende Søren Ryge. Gallo Gartneriet blev oprindeligt lavet som et tilbud til de psykiatriske patienter fra Psykiatrisk Hospital, men i dag er gartneriet for alle, oplyser Mette Lorentzen, der er daglig leder af gartneriet.NOVEMBER Det blev Løgten-parret Annbritt Jørgensen og Steffen Sand, der vandt den første Aarhus Takker-pris, som Lokalavisen Aarhus og Aarhus Kommune uddelte. De to står bag Skraldecaféen, hvor supermarkeders containere bliver tømt for madvarer efter lukketid. Herefter tilberedes der gratis måltider til alle, som har behov for det i et mobilt køkken. Prisen var på 15.000 kroner.JUNI: Karen Poulsen, leder af Børnehaven På Højene i Vejlby, havde efter 42 års ansættelse i Aarhus Kommune heraf 26 år i Vejlby-børnehaven, sidste arbejdsdag. Samtidig lukkede børnehaven på grund af faldende børnetal i området. Bygningen på Skodshøjen 2 blev sat til salg, og børnene fordelt på andre institutioner. “Jeg synes, lukningen er en god anledning til at stoppe. Jeg kommer uden tvivl til at savne stedet, børnene og personalet,” lød det fra den kommende pensionist.NOVEMBER: 47-årige Jan Lund Hammer var igen med i DR’s store seer-succes, ’Rigtige Mænd’ i fire nye opfølgende afsnit. Denne gang lykkedes det ham at gennemføre XTERRA’, som bestod af 1.500 meter svømning, 30 kilometer mountainbike og 10 kilometer løb. De fem håndværkere har også udgivet en kogebog, og den lokale skraldemand pønser også på at starte et motionshold for rigtige mænd i Aarhus Kommune. Og hvem ved, måske venter der endnu et tv-eventyr? Med cirka en million seere per afsnit, kan det være, DR tager fat i de fem mænd igen på et tidspunkt.