Fortsæt til indhold

Nyt værksted for de cykel-sociale

Fire professionelle cykelryttere og en mekaniker står bag Det Sorte Værksted, som netop har åbnet butik i Beder

Samfund
Christina S. Johansen

Det hele begyndte som en form for lukket klub med titlen Det Sorte Værksted, hvor de fire professionelle cykelryttere Michael Valgren, Mads Wurtz, Christian Moberg, Troels Vinther samt cykelmekanikeren Markus Madsen var de eneste medlemmer.
Fra 1. november har alle cykelinteresserede dog mulighed for at blive en del af “klubben” - i hvert fald i den forstand at de fem kammerater er sprunget ud i et nyt projekt, hvor cykelfællesskabet er i højsædet. De har nemlig åbnet et egentligt værksted og butik på torvet i Beder - og det er et sted, hvor det at sludre om cykling er mindst lige så vigtigt som at lange ting over disken.
“Stedet her skal være et socialt samlingspunkt. Vi skiller os ud fra mange andre værksteder, ved at vi ikke forsøger at sælge folk noget. Her er man altid velkommen til bare at kigge ind, få sig en kop kaffe og så sludre lidt. Værkstedsdelen er selvfølgelig det, som driver stedet økonomisk, men det er det sociale, som virkelig er det specielle ved Det Sorte Værksted,” fortæller Markus Madsen, som er manden, der styrer slagets gang i det daglige.

Butikken har noget for alle

En af årsagerne, til at de fire cykelryttere og mekanikeren er rykket ud af Markus Madsens garage og ind i “rigtige lokaler”, er, at de så småt begyndte at ville lave foredrag, kurser og andre arrangementer.
“Så i stedet for at være afhængige af, at andre cykelforretninger ville lægge rum til, kunne vi lige så godt åbne selv og lave vores eget, uafhængige setup, hvor vi eksempelvis kan lave reklame for lige det, vi vil,” fortæller Markus Madsen, mens han viser rundt i forretningen, der både indeholder cykler plus tilbehør til hr. og fru Danmark samt kræs for feinschmeckeren.
Desuden kan man finde forskellige sager, som de fire professionelle ryttere har brugt gennem deres karrierer. Eksempelvis en del af Michael Valgrens sko og hans cykel, som han brugte, da han vandt Postnord Danmark Rundt, foruden massevis af trøje-numre fra de store stjerne i Tour de France.

Reparerer og lapper

Som allerede nævnt går det hele ikke op i snak og hygge i Det Sorte Værksted. Der er også lærerige kurser, og man kan få lappet eller repareret sin cykel som på ethvert andet værksted.
“Og selvom mange tror det, så har navnet altså intet med sort arbejde at gøre,” fortæller Markus Madsen med et smil.
“Det hentyder i stedet til de sorte numre, som cykelrytterne i den danske A-række kører med, og som Det Sorte Værksteds fire ryttere alle har haft på trøjen,” fortsætter mekanikeren.
De fire ryttere vil man i øvrigt kunne være heldig at møde fra tid til anden i forretningen i Beder. Et sted, som Markus Madsen betegner som værende “det perfekte kaffestop”, hvilket angiveligt er et kendt begreb for cykelryttere.