Fortsæt til indhold

13-årige Malthe er illusionens mester

Malthe Brag fra Ølstykke skal til næste år til DM i trylleri sammen med alle de voksne og professionelle tryllekunstnere

Samfund
Af Mette B. Sørensen

Lampen i loftet er lavet af spillekort, reolen bugner af trylle dvd'er, på væggen er der spillekort på malerierne og i midten af værelset står et sort tryllebord.
13-årige Malthe Brags værelse afslører tydeligt, at her bor der en tryllekunstner med en passion for tryllekunsten, der går ud over blot en barnlig fascination.
Og Malthe Brag kan da også med rette kalde sig for en illusionens mester.
På trods af sine kun 13 år, har han nemlig netop vundet stand-up trylleri på Magisk junior weekend - en titel, der har givet ham adgang til DM trylleri i 2017, hvor også professionelle voksne tryllekunstnere deltager.
“Det var ret vildt, jeg havde ikke lige forventet det. Alle dem jeg var imod havde allesammen tryllet i meget længere tid end mig,” siger Malthe om sin imponerende 1. plads.
Han vandt med et nummer, der var en blanding mellem trylleri og tankelæsning, hvor han bad nogen fra publikum om at tegne en tegning hver på et visitkort. Herefter afslørede han, hvem der havde tegnet hvad, og uden at kigge på kortet, kunne han tegne den sol, som en af personerne fra publikum også havde tegnet. Og som om det ikke var imponerende nok, så tog Malte efterfølgende sin blazer af og afslørede en sol på bagsiden af den.
“Alle de voksen var meget imponeret over det, og jeg skulle lige over og give dem highfive. Der snød jeg dem allesammen, så det var ret fedt,” smiler Malthe og fortæller:
“Jeg var rigtig nervøs. Også fordi jeg havde set, hvad de andre lavede og det var rigtig godt. Og så var jeg den eneste, der var under 17 år.”
Kan du afsløre, hvordan du gjorde?
“Neeej, det tror jeg ikke... Jeg vil også bruge det til mit normale nummer, så det går ikke..”

Fanget som 10-årig

Passionen for trylleri slog rod i Malthes hjerte, da han som 10-årig oplevede Henrik Svanekiær trylle til sin mor og fars kobberbryllup.
Siden da har der stået tryllegrej på alle ønskelisterne til fødselsdage og jul.
“Og nu er jeg på seminarer, hvor Henrik Svanekiær også er, så nu er vi begge to elever. Det er meget sjovt,” smiler Malthe, som nu også selv tager ud og optræder.
Faktisk optræder han i gennemsnit et par gange hver måned.
“Jeg optræder meget for børn, og det er meget sjovt at se, hvordan de reagerer, når der bliver tryllet ting frem. Det er også sjovt med de voksne og f.eks. se, hvad man kan få dem til,” siger Malthe som har svært ved at sætte ord på, hvad præcis det er ved trylleriet, som han elsker så højt.
“Det er faktisk lidt mærkeligt, for jeg har af en eller anden grund rimelig meget sceneskræk. Jeg har det virkelig skidt lige inden, jeg skal på, men når jeg endelig kommer på, så elsker jeg bare at stå deroppe. Så er det mega fedt.”
Hvilke trylletricks kan du bedst lide?
“Det er tankelæsning, hvor du ikke tryller med så meget og ikke har så mange redskaber. Men det virker ret vildt.”
Netop tankelæsningstricks er også noget af det, som Malthe ofte øver sig på på skolekammeraterne, som synes det er ret fedt med en tryllenørd i klassen. I det hele taget øver Malthe sig rigtig meget - ja, faktisk hver dag, han kan slet ikke lade være. Og de næste mange måneder ved det 13-årige trylletalent godt, hvad han skal øve sig på.
Når han skal stå på scenen til DM i trylleri, hvor han i teorien kan skulle optræde efter kendisser som Rune Klan og Henrik Svanekiær, så skal rutinen nemlig være helt klar og også gerne 100 pct. original.
“Jeg tror ikke, jeg har nogen chance for at vinde, men bare det med at have været med, er mega fedt,” siger Malthe spændt.
Og måske en dag Malthe Brag vinder DM og selv bliver et trylleidol - karrieredrømmen ligger i hvert fald fast, Malthe vil være professionel tryllekunstner

At Malthe er helt vild med trylleri ved alle i hans familie, og det er Malthes søster Celine, som har lavet denne lampe til sin bror.
Caption Caption