Fortsæt til indhold

Kommune beklager forkert formulering

Ansøgning til frikommuneforsøg blev formuleret fejlagtigt, lyder det

Samfund
Arkiv

Der er forkerte formuleringer i Favrskovs ansøgning om frikommunenetværk på det specialiserede socialområde. Det har skabt røre hos folk.
Direktør for Social og Sundhed, Kate Bøgh, beklager den fejlagtige formulering i ansøgningen og at den kan have ført til unødig bekymring hos andre borgere, der modtager kommunal hjælp.
I det konkrete forslag om at ændre reglerne for hjælp til borgere med massive plejebehov, fremgår det i ansøgningen, at målgruppen er ”Borgere, der modtager mere end 20 timers hjælp om ugen i eget hjem efter Serviceloven eller Sundhedsloven”.

Forkert formulering

Den formulering er imidlertid forkert, pointerer kommunen i en pressemeddelelse.
Målgruppen er beskrevet i nederste afsnit på side 7 i samme ansøgning. Her fremgår det, at forslaget vedrører borgere med meget massive plejebehov i form af f.eks. 24 timers hjælp eller overvågning i døgnet, som i dag har krav på at hjælpen kan foregå i hjemmet. Samtidig er det borgere, som af forskellige årsager ikke (længere) vil være berettiget til at indgå i en BPA-ordning. Der er tale om borgere, hvor det fagligt vurderes, at hjælpen vil kunne ydes hurtigere og mere kvalificeret, hvis han/hun havde ophold på et botilbud eller et plejecenter.

Kun få vil blive ramt

Der er kun er ganske få borgere i Favrskov Kommune, som vil kunne omfattes af forslaget. Aktuelt er der ikke borgere i Favrskov Kommune, der vil være omfattet af forslaget, forklarer Kate Bøgh og pointerer, at der ikke er truffet endelig beslutning om forslaget. Nu skal ansøgningen først behandles i Social- og Sundhedsudvalget, Økonomiudvalget og i Byrådet i Favrskov Kommune og så vil Social- og Indenrigsministeriet skulle godkende forsøget inden en ny ordning kan træde i kraft.
26. april besluttede byrådet i Favrskov at søge Social og Indenrigsministeriet om deltagelse i frikommunenetværket. Herefter udarbejdede Social og Sundhed sammen med de seks øvrige netværkskommuner den konkrete ansøgning til ministeriet.