Fortsæt til indhold

Prisregn over dygtig lærer fra Grenaa

Ditte Matthiesen – nyansat lærer på Gjerrild-Bønnerup Friskole – har vundet prisen for Danmarks tredjebedste eksamensprojekt og prisen for den bedste formidling blandt alle

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

?Ditte Matthiesen, 37, der har en fortid som skrivende på Lokalaviserne, havde svært ved at får armene ned, da hun forleden var blevet bedt om at komme til hovedstaden.

Ditte Matthiesen, der er uddannet lærer og nyansat på Gjerrild-Bønnerup Friskole, blev overdænget med alskens gaver, flere boggavekort, en Kählervase, en pengepræmie og et gavekort til et luksushotelophold plus to diplomer.

Hvorfor mon?

Fordi hun vandt prisen for Danmarks tredjebedste eksamensprojekt og prisen for den bedste formidling blandt alle deltagere.

Priserne uddeles af Lærerprofession.dk, der ejes og drives af fagbladet Folkeskolen og Danske Professionshøjskoler.
Til prisoverrækkelsen sendte undervisningsminister Ellen Trane Nørby rosende ord i retning af prisvinderne i en videohilsen, mens den tidligere undervisningsminister Christine Antorini holdt tale for deltagerne i arrangementet.

Pædagogisk diplomuddannelse

Ditte Matthiesen blev uddannet som lærer i 2006 og var i nogle år herefter ansat på en Grenaa-skole.

”Jeg forlod skolen på grund af langvarig sygdom og dødsfald i nærmeste familie og prøvede derefter forskellige ting af, inden jeg besluttede at tage en Pædagogisk Diplomuddannelse på VIA University College”, fortæller hun.

En Pædagogisk Diplomuddannelse er en etårig videreuddannelse, og som sidste led i uddannelsen skrev hun en større eksamensopgave om, at det gensidige forhold mellem elev og lærer er helt afgørende, når børn og unge skal udvikle tro på, at de er noget værd i fællesskabet og skal have et godt afsæt til voksenlivet.
Opgaven skrev hun på baggrund af seks ugers studieophold på en produktionsskole.

Det er denne opgave, der nu kåret som Danmarks tredjebedste eksamensprojekt.

Vinder formidlingspris

Som en ekstra appelsin i turbanen fik Ditte Matthiesen Folkeskolens særpris for fornem formidling.

Ud over at skrive et korrekt og formfuldendt sprog fremhævede Folkeskolens chefredaktør, Hanne Birgitte Jørgensen, at vinderen fremmaner en fortælling, som skaber billeder og identifikation, - noget, der får læseren til at huske historien.

“Det er det vildeste ansvar, man som lærer har for børnene, og jeg brænder for at arbejde med børn, der har brug for særlig støtte. Jeg tager dem i hånden, når det er nødvendigt og giver dem et skub, når det er dét, de har brug for. Det ser jeg med forventning frem til at gøre på Gjerrild-Bønnerup Friskole,”, siger Ditte Matthiesen.

På Gjerrild-Bønnerup Friskole skal hun primært arbejde med specialpædagogiske problemstillinger.