'Du sender mig ikke væk, vel?'

DEMENS Manja Rasmussen fik i begyndelsen af sin mands demenssygdom den tanke, at hun ville sælge rækkehuset i Esbønderup og flytte sig selv og ham til en lejlighed i Gilleleje. Til en lejlighed med en lille altan i stedet for en krævende have. Og ikke mindst til en by, hvor hun og Erik ikke er kendte, og hvor ingen ville kunne følge med i, at Erik er blevet dement.
Men en nabo stoppede hende. Havde Manja tænkt på, at ingen ville kende Erik, hvis han en dag skulle finde på at løbe nøgen rundt i byen? I Esbønderup har de boet i næsten 35 år. Her er de omgivet af naboer og venner, som ville hjælpe, hvis noget skulle ske.
”Det fik mig til at opgive ideen om at flytte. Vi bliver boende her. Alle i Esbønderup kender Erik, og så må vi være åbne om hans sygdom, også selv om der er nogen, der går uden om os,” siger Manja Rasmussen.

Blev væk i Memphis

Manja og Erik har været åbne om situationen overfor hinanden og omverdenen hele vejen igennem.
Helt tilbage fra dengang i 2011, hvor Erik på en udlandsrejse forsvandt fra Manja.
”Vi var på restaurant i Memphis i USA, og Erik gik på toilettet. Efter en halv time fik jeg en tjener til at kigge efter ham på herretoilettet. Men væk var han, og jeg fandt ham først, da jeg kom tilbage på hotellet. Den oplevelse var meget skræmmende,” fortæller Manja.
En sygeplejerske, som var med på turen, havde gået og iagttaget Erik, og hun foreslog, at han gik til en undersøgelse for demens. Erik ville gerne udredes, og han accepterede også resultatet, da man på Hillerød Sygehus tog en rygmarvsprøve og en demenstest, som han dumpede på alle punkter. Parret fik den besked, at han havde en type alzheimers, som der ikke kan gives medicin imod, og det er Manja glad for her fem år efter, for der er meget demensmedicin, som giver mange bivirkninger.

Farvel til bil og dankort

Manja fortæller, at Erik ikke, som mange andre demente, viser aggressive tendenser. Han er den samme blide og venlige mand, som han altid har været. Han husker bare ikke længere, hvad der er sket i dag eller for 14 dage siden, og han trækker sig fra større sociale sammenkomster.
Da en læge tidligt i forløbet fortalte, at han ikke længere måtte køre bil, tog Erik, som er tidligere automekaniker, selv en saks og klippede kørekortet over. Han har også accepteret ikke længere at noget dankort eller nem-id, og det var ham selv, der over for banken formulerede, at ”Vi bliver nødt til at få lavet en generalfuldmagt til min kone, for nu kan jeg ikke mere tage mig af økonomien.”
For Manja har det krævet en indsats rent praktisk at blive ansvarlig for alt omkring økonomi, hus, have, bil o.s.v. Som hun siger:
”Der er hele tiden noget med aflæsning af strøm, vinterdæk til bilen o.s.v., men ting kan jo lade sig gøre. Det er bare lige om at finde ud af hvordan. Jeg har skullet finde ud af mange ting, og nogle gange kræver det, at man siger: Hjælp mig!”

Kan lide at se tilbage

”I starten tænkte jeg, at jeg kan klare alt selv. Det har jeg altid gjort. Men forskellen er jo, at dengang man gik på arbejde og oplevede noget svært, kunne man gå ud ad døren og sige: 'Jeg har fyraften. Vi ses i morgen!' Nu da Erik har fået demens, har jeg opgaven med at passe på ham nat og dag! Og jeg må sige, at hvis jeg ikke havde haft det netværk, som jeg har i naboer, familie og venner, så ville jeg ikke kunne klare det,” siger Manja Rasmussen, der tidligere har arbejdet med fysisk og psykisk handicappede.
Hun konstaterer undervejs i interviewet, at det gør hende trist at tale om Eriks sygdom. Hun kan vågne om natten og være fortvivlet over situationen, men hver dag kæmper hun for at skabe gode dage for sin mand og sig selv.
”Vi taler næsten hver dag om alle de gode oplevelser, vi har haft sammen, og vi har mange billeder og videoer fra vores rejser og fra revyer, hvor Erik har optrådt. Han kan godt lide at se tilbage på sit liv, så det gør vi. Også sammen med børnebørnene, som er imponerede over, at farfar har oplevet en verdenskrig, selv om han kun var en lille dreng.”

Vigtig aflastning

Siden aflastningsstedet for demente i Gribskov, Holbohave, åbnede for en måned siden, er 77-årige Erik begyndt at komme der fire dage om ugen fra kl. 8 til 15.30. Han er meget glad for selskabet med de andre demente, har fået noget af sit eget værktøj med derover og hjælper f.eks. med at sætte billeder op.
”Der er så mange demente, så jeg går rundt og hjælper lidt til,” har Erik fortalt om sine dage på Holbohave, og når Manja kommer, viser han hende stolt rundt i huset.
”Det, synes jeg, er så hyggeligt,” siger hun.
Hun håber, at hun kan hente nogle kræfter i de timer, Erik er ude af huset, for hendes eget helbred kan ikke holde til for stor belastning, og hun har brug for disse timer i døgnet, hvor hun ikke er ”på”.
”Sig til, hvis der er noget, jeg kan gøre!” Sådan siger Erik tit. Men i realiteten er det Manja, der står for alle opgaver i hus og have.
”Vi elsker vores have, som vi har anlagt sammen. Erik går ikke i haven mere. Jo, han elsker at sidde derude og nyde det, og så siger han 'Ih, hvor er du dygtig!'” fortæller Manja.
I sommer tog hun med sin søster på en rejse til Spanien, som hun til sin overraskelse nød, og hvor det lykkedes at koble af med lange gåture i solen. Imens boede Erik på Trongården, og når hun var i kontakt med ham, kunne hun høre, at han var i gode hænder.

Sammen om det

”Erik siger en gang imellem: Du sender mig ikke væk, vel? Og det gør jeg ikke. Men der er alligevel et men.. ”
Foreløbig går det med hjælp fra naboer, veninder og fra kommunens psykolog Dorte Balslev, som Manja har jævnlige samtaler med. Parret deltager i de forskellige tilbud, kommunen sætter op for demensramte og deres pårørende, bl.a. er de glade for dialogmøderne og for candlelightdinner på Græsted Kro, hvor der til Eriks store glæde bliver sunget en masse sange.
En nabo har lige renset husets tagrender, og en anden nabo tog deres affald med på lossepladsen.
”Vi betyder jo noget for dem. Det er fantastisk,” siger Manja. Hendes Erik er også taknemmelig:
”Hvor er det dog pænt af dem, alt det de gør for os, siger han, og han har sørme været meget igennem. Det har jeg så også – for vi er jo sammen om det,” konstaterer Manja.