Alken er et brandgodt eksempel
Flere borgerdrevne projekter på vej i landsbyen, hvor frivillighed er en selvfølge
Købmanden i Alken som kombination af digital handel og gammeldags diskbetjent butik. Alken Mejeri som moderne forsamlingshus. Projektet om nyindretning af fællesplads med sheltere, grillhytte og handicaptoilet, hvoraf sidstnævnte også skal bruges af skolen i Bjedstrup.
Projekterne er mange hos de aktive borgere i Alken, som især med deres sikring af landsbyens dagligvareforsyning har tiltrukket opmærksomhed fra både ind- og udland.
Opbakningen fra Alken-borgerne til deres købmand er stor. Alene den digitale del af købmandsbutikken, som drives i samarbejde med Osuma.dk, har 191 medlemmer. Det er vel at mærke ud af totalt 250 sjæle inklusive børn, som bor i landsbyen.
Der langes imidlertid også mange varer over disken fra sortimentet i butikslokalet, og folk hygger sig i cafeen med en snak om stort og småt. Butikken har vist sig bæredygtig, og den er blevet et samlingspunkt og har givet liv tilbage til byen.
Et godt eksempel
Fælles for de mange projekter i Alken er, at de er båret frem af borgerne selv. Således bruger en stor gruppe af engagerede, frivillige deres fritid på at holde hjulene i gang og sørge for udvikling i landsbyen.
Hos Landdistrikternes Fællesråd kender man godt til projekterne i Alken.
Og sekretariatschef Allan Andersen fremhæver Alken som et af de gode eksempler.
”Alken er bestemt på rette sti, når det gælder om at bevare landsbyen i udvikling også i fremtiden,” mener Allan Andersen.
Sekretariatschefen nævner, at netop samarbejde om at drive købmandsbutik er et fænomen, man ser i mange landsbyer. Og det er godt, mener han.
”Det er borgerne selv, der tager initiativ til at sikre indkøbsmuligheder lokalt. Det er vigtigt,” fremhæver Allan Andersen.
Samarbejde et must
Borgerdrevne projekter er i det hele taget en nødvendig ingrediens i opskriften på at blive fremtidens landsby, mener Landdistrikternes Fællesråd. Men der er også en anden del.
”Borgerdrevne projekter er en del af vejen frem, samarbejde er den anden del. Det gælder samarbejdet til den offentlige sektor, men også at landsbyerne imellem udnytter ressourcerne,” siger Allan Andersen.
Han hæfter sig derfor også ved, at den kommende indretning af fællesplads med sheltere og hytte tillige skal bruges af Bjedstrup skole i undervisningsøjemed.
”Klyngelandsbyer, som arbejder sammen, er det store in-begreb for øjeblikket,” konstaterer sekretariatschefen.
Fra Landdistrikternes Fællesråd betones, at det offentlige fortsat har en rolle at spille, når det gælder udvikling af fremtidens landsbyer.
”Der er ting, som borgerne selv kan drive frem. Men politikerne skal også sikre rammevilkår, så de borgerdrevne initiativer kan gennemføres. Og politikerne må også gerne bidrage med lidt økonomi fra tid til anden,” understreger Allan Andersen.