Fortsæt til indhold

“Bestyrelsen har fejlet”

To medlemmer af Aarhus Aadal Golf Club mener, at bestyrelsen har misrøgtet deres ansvar efter million-tab

Samfund
Louise Nyvang Burmeister

Forening To medlemmer af Aarhus Aadal Golf Club, hvoraf det ene i dag har meldt sig ud, mener, at klubben i gennem længere tid er blevet misrøgtet af bestyrelsen.
Det har over en 10 års periode betydet en halvering af klubbens golfbane i Harlev fra 64 millioner til 30 millioner og et tab på knap 20.000 kroner for de omkring 1.200 medlemmer, der i sin tid købte aktier i klubben.
“Hele konstruktionen med et aktieselskab har været dum. Hver gang har banken tjent penge, mens medlemmerne må betale,” siger Flemming Eriksen, der efter en ekstraordinær generalforsamling i oktober meldte sig ud af klubben i protest.
“Jeg mener, at man kunne have forvaltet den skrantende økonomi mere solidarisk,” siger Flemming Eriksen, der efter klubbens beslutning om at afvikle aktieselskabet står tilbage med en aktie, der nu er 1.000 kroner værd.
Også hans kone investerede 20.000 kroner i en medlemsaktie i 2005.
“Vi har aldrig før haft aktier og får det aldrig igen. Jeg føler mig meget dårligt informeret om risikoen ved det. Jeg hæftede mig kun ved formuleringen om, at hvis man meldte sig ud, så ville man få sin investering igen,” siger han.
I det informationsmateriale, som medlemmerne inden aktiekøbet modtog af klubben, stod der dog også, at den eneste situation, hvor man kan miste penge, er, hvis klubben går konkurs eller får et stort underskud, men “risikoen for at det sker, er minimal, da klubbens økonomi er særdeles sund.”
Et nuværende medlem af klubben, der ønsker at være anonym, siger til Lokalavisen Aarhus, at både bestyrelsen i golfklubben og bestyrelsen i aktieselskabet har fejlet.
“Det er 100 procent, at de har misrøgtet deres ansvar. Aktieselskabet burde ikke have været solgt til klubben. Nu står klubben med en gæld på 30 millioner kroner, og aktionærerne har mistet deres penge. Det er en for lemfældig omgang med medlemmernes penge,” lyder det fra det mangeårige medlem, hvis identitet er kendt af Lokalavisen.
“Det er synd for golfklubben, at der nu er uro. Det er en god bane og en god klub,” tilføjer han.

Det er den bedste løsning

Niels Graversen er i dag nyvalgt formand for klubben, og var, indtil aktieselskabet blev opløst, formand for dets bestyrelse.
“Jeg kan da godt forstå, at man er ked at have mistet sin investering. Anlægget blev i sin tid købt på det maksimalt forkerte tidspunkt, lige før finanskrisen kom. Samtidig kom der flere golfklubber til, så konkurrencen blev skærpet. Men vi mener, at det er den bedste løsning, vi nu har fundet, efter vi har forhandlet og spekuleret over det. Så aktionærerne kunne få lidt penge ud, i stedet for at lade selskabet gå konkurs,” siger Niels Graversen, der ikke mener, at bestyrelsen har misrøgtet sit ansvar:
“Der har generelt været en skidt økonomi i golfklubberne over hele landet. Jeg kan ikke se, hvad vi skulle have gjort anderledes,” siger han.

Sådan så materialet ud, som medlemmerne fik udleveret, inden de skulle beslutte sig for om de ville købe medlemsaktier i Aarhus Aadal Golf Club i 2005.