Amanda gør en stor forskel for demente Arne og hans hustru

Det fine kaffestel er sat frem på spisebordet hjemme hos ægteparret Dorte og Arne Balling. Præcis som på en hvilken som helst mandag, hvor Amanda Jakobsen og bomuldshunden Buffy kommer på besøg om eftermiddagen.
I fem år er Amanda Jakobsen kommet en gang om ugen i parrets hjem som demensaflaster, og deres fælles historie gennem årene er meget lig de øvrige seks ægtepar, som Amanda Jakobsen har været demensaflaster for, siden hun gik på efterløn som sygeplejerske.
"Næsten alle starter sådan her. Det begynder med, at vi går tur, og så ender det med, at jeg faktisk bliver besøgsven for den pårørende, og så kommer ægtefællen til sidst på plejehjem," fortæller Amanda Jakobsen.

Aflastning for den pårørende

"Jeg er 85 og har boet her i..." siger Arne og kigger søgende over på sin hustru, der færdiggør hans sætning med ordene "ni år ".
Arne Balling blev også for ni år siden diagnosticeret som dement, og hans tilstand bliver ringere og ringere, konstaterer Dorte Balling.
Fire dage om ugen bliver Arne Balling hentet om formiddagen og køres på dagcenteret Skovkilden til kl. 14. Det giver ikke 85-årige Dorte Balling meget tid til at komme uden for døren, pleje venner og familie og ordne de ting, der hører med i hverdagen. Og så har alderen og en canceroperation sidste år også taget en del energi, som hun siger.
Men at vide, at hun en enkelt dag om ugen har kunne have lidt forlænget tid for sig selv og kan efterlade Arne i trygge hænder hos Amanda, har været en kæmpe lettelse i hverdagen.
"Det er jo utroligt, så meget det betyder for os. Jeg siger jo altid til Arne, inden han skal af sted: I dag er det “Amanda Dag”," siger Dorte Balling med glæde i stemmen.
"Amanda begyndte at komme her og gå tur med Arne, når han kom hjem ved halv tre tiden og så kunne jeg blive lidt længere væk. Det var jo meget, meget fint. Men så blev Arnes gangformåen ringere og ringere, og så turde Amanda ikke rigtig at gå med Arne og begyndte at komme her på besøg i stedet for."
Og det, der begyndte som et aflastningstilbud for Dorte, så hun fik lidt mere frihed, skiftede karakter til besøgsven for dem begge.
"De sidste år har jeg ikke haft så meget energi til at arrangere mere end det, der lige skulle arrangeres, og det vil så sige, at så har jeg også været her. Jeg går her meget alene og det har været vidunderligt, at der kom et menneske, man kunne snakke med, så der ændrede vores forhold lidt karakter," fortæller Dorte Balling.

Giver meget tilbage

At være frivillig er naturligt for Amanda Jakobsen, siger hun med amerikansk accent.
Hun begyndte som demenesaflaster for otte år siden.
Men hvorfor?
" Jeg tror, det er det at lave noget, som gør andre mennesker lidt glade, og så får man noget tilbage. Så har jeg gjort noget, det giver mig en tilfredsstillelse med mig selv," siger hun og får en kommentar med fra sidemanden.
"Vi har glæde af hinanden, synes jeg, og det må da også være rart at vide, at du gør så stor en forskel hos os, for det gør du, " roser Dorte Balling.

Fortsætter på plejehjem

Tirsdag flyttede Arne Balling på plejehjemmet Skovhuset.
"Det er nok fordi min kone ikke kan magte det at have mig boende, "fortæller han selv stille under avisens besøg.
Og det er bestemt ikke en let situation for nogle af parterne at den ene skal flytte på plejehjem.
"Det er ganske forfærdeligt. Vi har været gift i 60 år, vi nåede at holde diamantbryllup i sommer, og det er jo helt forkert, men når man kan mærke at man er ved at køre i bund, så er der jo ikke rigtig noget alternativ. For hvis jeg går ned med nakken, så skal Arne jo passes alligevel og så skal jeg også passes og det er jo ikke nogen god løsning. Men det er da virkelig vemodigt. Jeg har lovet at besøge ham hver dag," siger Dorte.
"Ja, det glæder jeg mig til, " siger Arne glad.
"Også så kommer jeg også, Arne. Og Buffy," lover Amanda.