Fortsæt til indhold

Egedal har succes med ny hjemmeplejekultur

Det viser ny rapport fra KORA

Samfund
Arkiv

Ældre Egedal-borgere, der fik hjemmepleje i 2015, blev hurtigere selvhjulpne og kostede mindre for kommunen end dem, der blev visiteret i 2014. Det viser en ny rapport fra KORA, det Nationale Institut for Kommuner og Regioners Analyse og Forskning, om rehabiliteringsprojektet “Det Gode Hverdagsliv” i Egedal Kommune.
I Egedal Kommune er udgangspunktet for al hjælp, der bliver leveret på sundheds- og omsorgsområdet, at alle borgere ønsker at klare sig selv så længe og så godt som muligt. Kommunens holdning er, at det øger livskvaliteten at 'kunne selv' og ikke at være afhængig af hjælp. Rehabiliteringsprojektet “Det Gode Hverdagsliv” blev på den baggrund sat i værk i forbindelse med et tilskud fra Ældremilliarden i 2014.
Her inddrager man alle medarbejdere i Center for Sundhed og Omsorg og Den Tværfaglige Myndighed, for at ændre selve arbejdskulturen i hjemmeplejen.
Målet er, at kulturen i alt hvad der bliver visiteret og leveret, støtter borgeren i at klare sig selv på alle områder så længe som muligt.
“Jeg er stolt af, at vi har vist modet til at satse på den brede indsats, hvor alle medarbejdere inddrages, da jeg er overbevist om, at det er den vinkel, der sikre at vi bedst støtter vore ældre i at klare sig selv og leve et selvstændigt liv længst muligt,” siger Vicky Holst Rasmussen, formand for Social og Sundhedsudvalget i Egedal.
En gevinst ved den rehabiliterende indsats er, at Egedal Kommune er lykkes med at reducere omfanget af ydelser til nyvisiterede borgere. I 2015 er der leveret 22 pct. færre timers praktisk hjælp til nyvisiterede 65+ -årige borgere end i 2014.
Evalueringen viser dog også, at kulturforandringen er ung og skrøbelig, og at man med fordel, kan arbejde videre med projektet for at komme et skridt nærmere målet.
Social- og Sundhedsudvalget godkendte denne oktober en handleplan for “Det Gode Hverdagsliv”, som skal fastholde og videreudvikle den gode indsats i 2017 og 2018.
Pressemeddelelse