En bedemand med andre lig i lasten

Det lå aldrig i kortene, at Holger Østergaard skulle blive landmand, skønt han voksede op på en gård i Vestjylland.
Nu er han så blevet bedemand. Dog kun for en kort stund. Holger Østergaard er skuespiller og er med i Aarhus Teaters store familieforestilling ‘Fakiren fra Bilbao', som har premiere fredag aften.
“Det er en virkelig fin historie. Fantasifuld og sprudlende. Det er en verden, hvor der pludselig dukker en fakir op ud af det blå. I forvejen er der en diamant, der er blevet væk, og nogle røvere, der vil have fat i den. Det er som at træde ind i et eventyr – spænding, gys og sjov,” siger han om Bjarne Reuters gyserkomedie.
“Det er ligesom i en af mine yndlingsromaner af Bjarne Reuter, ‘Løgnhalsen fra Umbrien', en fantastisk og vildt fabulerende roman, hvor han bare fræser derudad, fuld af humor. Det er også det, man skal se denne forestilling som: en fantasifuld og levende fortælling.”
Der er da også allerede mange, der har besluttet sig for at se den. Billetsalget på ‘Fakiren fra Bilbao' har oversteget forventningerne, 80 pct. af billetterne er allerede solgt.
“Ja, der er rigtig mange børn, der vil få en god oplevelse. Voksne ligeså,” mener Holger Østergaard alias bedemanden Maxwell Mooney.
I bogen er han ejendomsmægler ved siden af bedemandsjobbet. I teatrets forestilling forsøger han at få solgt det hus, han er vokset op i, nu hans mor er død for flere år siden.
“Han har et lidt specielt forhold til det at være bedemand. Hans etiske spilleregler kan man godt sætte spørgsmålstegn ved,” siger den 49-årige skuespiller om bedemand Mooney, som har anderledes lig i lasten.
“Det er en vanvittigt sjov rolle at prøve kræfter med – den har sit eget liv.”
Han har tilføjet den et sæt tænder, som han fik, da han skulle spille Ole Henriksen i en cabaret på Jomfru Ane Teatret i Aalborg.
“Da vi gik i gang, kunne jeg mærke, at der var behov for at skubbe til rollen. Jeg kom i tanker om det meget glade tandsæt, jeg stadig havde, og tog det med ind på teatret. Hvis nu ...”
Det viste det sig, at både scenografen, Camille Bjørnvad, og instruktøren, Geir Sveaass, havde tænkt på, at man måske skulle ud i noget med tænder.
“Et tandsæt er sindssygt karakterskabende, det kan lige skubbe lidt til det hele. Det passer perfekt til rollen, et rigtigt sælgersmil. Det er en sjov fornemmelse – nogle gange finder man på ting, så figuren vokser.”
Holger Østergaard arbejder som freelanceskuespiller. Han blev uddannet fra skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 2001 og arbejdede siden på bl.a. Svalegangen i Aarhus.
I tre år år var han fast på Aalborg Teater, men han sagde op før tid. Det blev for hårdt at pendle fra Malling, hvor han siden 2004 har boet med sin kone, Irene Søndergaard Kristensen, der er lærer på Kragelundskolen i Højbjerg, og deres nu tre børn på 18, 15 og 10 år.

På det frie marked

Så nu er han tilbage på det frie marked. Det har indimellem føltes som en kamp fra dør til dør, synes han.
“Jeg har da været ved at opgive flere gange. Der er jo heldigvis nogle folk, jeg har mødt undervejs, som har haft lyst til at ringe til mig igen for at spørge, om jeg vil være med hos dem. Nu er jeg et sted, hvor jeg hviler mere i det, end jeg har gjort i lang tid. Det handler om at være glad for sit arbejde, og det er jeg. Jeg elsker at arbejde, elsker at få et manuskript i hånden, hvor der er givet mig en bestemt rolle, som jeg skal udføre,” siger han.
“Men det gælder også om at have noget arbejde i kalenderen, som man kan se frem til. Det giver tryghed.”
At han overhovedet blev skuespiller, er den klassiske historie om at være den yngste ud af en børneflok på syv, den, som det tilfaldt at være den sprælske, siger han.
“Jeg klovnede lidt – vi skal jo alle sammen finde vores små steder at komme igennem på.”
Hans forældre havde en gård i nærheden af Ringkøbing, hvor de sled mere, end rimeligt var, når han skal sige det.
“Min mor hakkede roer med et barn på hoften, og min far knoklede også, men det gik ikke, gården endte på tvangsauktion. Det var sgu synd. De tilhørte en generation af folk, hvor det var en identitet at være landmand, så der var også noget identitet, der blev frataget dem, skønt det endte med, at min bror overtog gården.”
Han fik fuld opbakning til sine skuespillerdrømme. Han rejste ud, men kommer stadig på sin barndoms egn, som han stadig kalder »hjem«.
“Når jeg er hjemme vestpå, kan jeg godt komme til at savne den plads, de har derude.”
Måske han også savner dialekten. I hvert fald tilstår han glad og gerne, at han slår over i det vestjyske, så snart han træder ind ad døren hos den vestjyske del af familien.
“Det sker ikke så nemt længere, som det gjorde før, fordi jeg jo under min uddannelse og mit arbejdsliv er blevet punket for mit vestjyske. Du skal lige løfte dine replikker lidt, siger de. Det er jo også en mental ting, det med at man i Vestjylland dropper sidste stavelse, en mental tilstand på en måde, sådan lidt tung i det.”

Erklæret vinterbader

Det letter, når han træder ind ad døren på Den Permanente i Risskov. Holger Østergaard er nemlig blevet vinterbader.
“Hold fast, hvor er det er godt. Jeg har helt sikkert fået det bedre af det. Også her er der noget mentalt i at sige, at det vil jeg, og det gør jeg. Der er en ro i det. Det betyder også, at jeg nu kan tænke: ‘Okay, fedt, nu bliver det vinter, så kan jeg komme ud at bade'. Det gør det nemmere at komme igennem igennem vinteren,” siger han, der i første omgang blev overrasket over, at vinterbadning er nøgenbadning.
“Jeg har været meget blufærdig. Men på Den Permanente smider vi alle tøjet i al vores forskellighed. Det har været befriende. Der er mere kiggen, når man går gennem Strøget. Man vurderer ikke hinanden, når man sidder der, og alle er nøgne.”
Når han har haft premiere på ‘Fakiren fra Bilbao', starter han med at øve forestillingen ‘VHS vs. Betamax' på Svalegangen, og samme teater har bud efter ham til foråret og igen efter sommerferien.