Lig fundet i Skovshoved Havn
En person på morgengåtur gjorde i dag et makabert fund i vandet uden for Skovshoved Havn
En borger observerede onsdag morgen, at der flød et lig i vandet 3-4 meter uden for Skovshoved Havn.
Personen skyndte sig at alarmere personalet på havnekontoret, som ringede til politiet, der fik anmeldelsen kl. 8.16.
Politi og brandvæsen kom til stedet, og brandvæsnet tog ud med gummibåd og fik bjærget liget.
"Der er fundet en død mand i vandet, men det er endnu alt for tidligt at sige, om det skyldes en ulykke, en forbrydelse eller et selvmord," siger Henrik Suhr, pressekoordinator i Nordsjællands Politi.
Politiet har foreløbig kunnet konstatere, at der er tale om en midaldrende mand, og nu fortsætter arbejdet med at få ham identificeret.
"Umiddelbart er der intet, der tyder på en forbrydelse. Nu skal der foretages et ligsyn, før vi kan sige yderligere," siger Henrik Suhr.