Fortsæt til indhold

Forståelse for forældrene, men vi skal spare

Det vil ikke gå ud over normeringen eller serviceniveauet, forsikrer Steen Christiansen, der fastholder besparelsen

Samfund
Finn Due Larsen

Borgmester Steen Christiansen (Soc.) bekræfter, at punktet om lukkedage i SFO'er og klubber blev udskudt på seneste økonomiudvalgsmøde til et møde tirsdag i denne uge.
Men samtidig lader han forstå, at mødet formentlig ikke vil ændre noget, men at forslaget vil blive fastholdt.
Borgmesteren noter sig forældrenes utilfredshed og de underskrifter der blev indleveret.
"Det tager vi selvfølgelig alvorligt, men det var ikke derfor vi udskød punktet. Vi skal have lavet nogle nye beregninger for at være helt sikker på besparelsen", siger han.
Ifølge oplægget sparer kommunen 1,6 millioner kroner på ferielukningen. Beslutningen blev reelt truffet allerede under forhandlingerne om budgettet for 2017, men blev gjort betinget af at det ikke berørte normeringen i institutionerne.
Steen Christiansen understreger, at han godt forstår forældrenes utilfredshed:
"Men vi må også sige, at vi er nødt til at finde nogle penge på budgettet. Der bliver flere og flere ældre, og de penge skal findes på andre områder. Vi mener at det her er noget af det der vil gøre mindst ondt."
Han forsikrer forældrene om, at hverken normeringen eller serviceniveauet vil blive forringet for SFO'er og klubber.