Fortsæt til indhold

Nu klippes den grønne snor

Torsdag bliver Salon Fiin certificeret som verden første Grønne Klinik. Borgmesteren klipper den grønne snor kl. 10

Samfund
Grethe Bo Madsen

Allergi og kløende arme, der så ud som om, de var blevet forbrændt. Det var ikke just sådan, Gitta Jørgensen havde forstillet sig livet som frisør. Noget måtte gøres, og den voldsomme allergi blev startskuddet til Salon Fiin.
Nu fem år senere kan hun kalde sig leder af verdens første certificerede grønne skønhedsklinik.
“Det var ikke for sjov, da jeg måtte lukke den gamle salon. Jeg havde simpelthen så meget allergi, at jeg ikke kunne være i den. Derfor åbnede jeg i 2011 Salon Fiin, som lige fra starten af var grøn. Skønhedsklinikken var med fra starten, men dengang var der kun grøn certificering til frisør saloner, ikke til skønhedsklinikker. Det er der kommet nu, og jeg er den første i verden, der får den certificering, fortæller hun glad.
Mange frisørsaloner har allerede opnået den eftertragtede certificering som grøn salon, hvor de tager særligt stort hensyn til kunder, ansatte og miljøet.

Skrappe krav til grøn klinik

Det nye er, at ordningen nu er blevet udvidet med en grøn certificering for kosmetiske klinikker.
“Det er en stor ære for mig at være den første, men det har også krævet meget arbejde, for når vi siger grøn, så er det altså ALT, der er grøn: Produkterne vi anvender i behandlingerne, de produkter vi sælger, makeuppen, de forfriskninger du får serveret, de håndklæder vi tørrer dit hår med, de produkter vi anvender til at gøre rent med, den maling vi har malet væggene med… Simpelthen alt er grønt,” understreger Gitta.

Farvel til farlig kemi

Certificeringen stiller skrappe krav. De grønne klinikker må kun bruge grønne produkter til behandlinger, og klinikken skal undgå en række særligt skadelige kemikalier også selvom de stadig er lovlige.
Samtidig stilles der krav om brug af miljømærkede produkter til rengøring, og der er særlige regler for affaldssortering og energibesparelser. Endelig er det også et krav, at alt, hvad der serveres i klinikken, er økologisk.
”For vores kunder betyder det, at de kan være helt trygge ved vores produkter og vores viden inden for feltet. I en grøn klinik kan de være sikre på helt at undgå stærkt allergifremkaldende og hormonforstyrrende stoffer. Vi har fra starten været bæredygtige også i klinikken, men fra nu af bliver klinikkens produkter og miljøforhold kontrolleret hvert år og vi holder os løbende underrettede omkring nye tiltag inden for vores felt,” siger Gitta.