Tosset hvid mand kommer til Skanderborg
Espen Sørensen fra Skanderborg er vokset op i Tanzania, hvor han i dag er en kendt musiker under navnet Mzungu Kichaa - tosset hvid mand
Mzungu Kichaa betyder skør, hvid mand på swahili og bag kunstnernavnet står pæredanske Espen Sørensen, som er født i Skanderborg , men er opvokset og bor i Dar es Salaam i Tanzania.
Trods sit danske ophav, er han blevet en af Østafrikas store musikalske stjerner og en anerkendt pioner indenfor den såkaldte ”Bongo Flava” – et navn for den Tanzanianske hip hop og pop musik, der er et dansevenligt mix af forskellige stilarter og meget populær i hele Østafrika.
I øjeblikket er Mzungu Kichaa og hans band Bongo Beat på turne rundt i Danmark med koncerter på danske folkeskoler. Det er han, fordi han som ambassadør for SOS Børnebyerne har skrevet årets temasang til Børnenes U-landskalender 2016, 'Hoved Krop Sjæl'.
Lørdag 19. november klokken 20.00 kan temasangen høres i Skanderborg, når Mzungu Kichaa og hans band Bongo Beat spiller koncert på Walthers Musikcafé.
Temasangen handler om, at være ét med sig selv, om håb og kærlighed og om, at og det er godt at være modig, glad og lidt fræk og finde glæde i livet.
Men selvom sangen har et glad budskab, berører den også den mere barske virkelighed for forældreløse og gadebørn. Ulandskalenderen handler i år om børns vilkår i Tanzania, og det er også børn herfra, der får glæde af julekalenderens overskud.
"Jeg er selv far til to piger, og jeg tror, det virkeligt først går op for én, hvor vigtig en rolle man har som forælder, når man står med ansvaret. Det, som jeg synes, er fantastisk ved SOS Børnebyernes arbejde, er, at de forsøger at skabe det sammenhold, familiefølelse og tryghed, der findes i en traditionel familie," siger Espen Sørensen i en pressemeddelelse.
"På samme tid tager sangen også udgangspunkt i det større begreb af familie, som hører til samfundet og det ansvar, vi alle har som mennesker globalt."
Mzungu Kichaa har sammen med SOS børnebyerne været i Tanzanias største by, Dar es Salaam, og optage musikvideoen, der hører til sangen.
X-Factor dommer i Tanzania
Selvom Mzungu Kichaa er ukendt for de fleste i Danmark, er han et stort navn på det afrikanske kontinent. Han har været dommer i den tanzanianske version af X-factor og har spillet en rolle i opstarten og udformningen af den nu meget populær genre Bongo Flava, både som producer, men også som sanger og guitarist.
Mzungu Kichaa kom til Afrika første gang som 6-årig sammen med forældrene, der arbejdede med international udvikling. Kulturen og musikken har været en del af hans opvækst, siden han var helt lille.
Navnet Mzungu Kichaa, som betyder den skøre, hvide mand, fik han af én af de største tanzanianske musikere, Juma Nature. Selvom han ikke var glad for navnet i starten, har han taget det til sig og bruger det nu som sit kunstnernavn.
”Identitet er komplekst, og jeg synes, man skal have lov til diskutere det, og ikke nødvendigvis gå efter simple svar," konstaterer han underfundigt.