Fortsæt til indhold

Lions Dagmars Kilde laver igen Julemærkemarch

Det er en tradition at indlede julemåneden med Julemærkemarchen.

Samfund
Erling Baastrup

Julemærkemarchen afholdes over hele landet den første søndag i december., og i år er det 3. gang LIONS Dagmars Kilde afholder traditionen.

Sidste år kunne Dagmars Kilde sende 3.570 kr. af sted til Julemærkefonden.
Der er plads til alle på årets store familiemotionstur.

Der er start fra Rønbæk Fritidscenter Gnisten, (startsted nr. 42), som er beliggende på Ådalsvej ved Rønbækskolen og Svømmehallen. Der er to ruter, på henholdsvis fem og ti km. Den korte på fem km er tilgængelig for kørestole og barnevogne.

Det hele sker 4. december. Starten skal ske i tidsrummet kl.10-11, og man skal være tilbage senest kl. 13.30.

Der vil være mulighed for køb af kaffe, gløgg, æbleskiver og franskbrød med pålæg.
Alle indtægter fra salg af startkort, medaljer, kaffe, gløgg mm. vil ubeskåret gå til Julemærkefonden.

Julemærkefonden administrerer de fire Julemærkehjem, der årligt tilbyder ca. 750 børn i alderen 7-14 år et 10 ugers ophold, der er gratis for barnet og forældrene.
I august 2017 åbnes det 5. Julemærkehjem i Roskilde.
På hjemmene får børnene hjælp til at komme ud af mobning og isolation.
Samtidig lærer de om sund kost og motion, med et godt vægttab til følge. Børnene får deres selvværd tilbage, så de igen kan smile til livet.


De mange deltagere i de foregående 39 Julemærkemarcher har gået jorden rundt flere end 120 gange, og Julemærkemarchen har igennem årene overrakt over 17 millioner kr. til Julemærkefonden – i 2015 blev det til 1.115.000 kr., som aktive og støttende mennesker havde gået ind til børnene på Julemærkehjemmene.