Madspildsbutik doneret en million kroner
Donationen gør, at Wefood-butik i Aarhus kan åbnet til foråret
Folkekirkens Nødhjælp har modtaget en million kroner fra Poul Due Jensens Fond (Grundfos-fonden) til åbningen af en Wefood-butik i Aarhus - Jyllands første supermarked med overskudsvarer.
Takket være den store donation kan butikken åbne allerede i foråret 2017, skriver Folkekirkens Nødhjælp i en pressemeddelelse.
“Vi har i 2016 åbnet to Wefood-butikker i København med stor succes. Madspild er et emne, der interesserer mange danskere, og derfor skal endnu flere have mulighed for at handle i en Wefood-butik. Vi håber, at en butik i Aarhus er første skridt på vejen til at gøre Wefood landsdækkende,” siger generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Birgitte Qvist-Sørensen.
Fokus på sårbare grupper
Donationen skal blandt andet bruges til koordinering af frivillige kræfter til butikken med et særligt fokus på at rekruttere handikappede, flygtninge og andre sårbare grupper.
”Vi er glade for at kunne støtte kampen mod madspild, men fonden vil især gerne slå et slag for, at det bliver lettere for udsatte borgere at få en fod indenfor i fællesskabet. Derfor håber vi naturligvis, at århusianerne vil støtte op om initiativet og gøre Wefood Aarhus til et både miljømæssigt og socialt fyrtårn,” udtaler Christian Hartvig, direktør i Poul Due Jensens Fond.
Trods den økonomiske håndsrækning har Folkekirkens Nødhjælp stadig brug for støtte til at sikre åbningen i Aarhus. Ligesom med de to butikker i København skal det ske ved salg af folkeaktier.
Hver aktie koster 100 kroner og er en ren donation. Den kan købes ved at sende en sms med teksten Aarhus til 1911 (koster 100 kroner) eller på wefood.nu.
dp