Fortsæt til indhold

En god måde at sige TAK

1. Hornslet Trop vil gerne kvittere for byens opbakning

Samfund
Erland Rasmussen

“Vi vil gerne vise Hornslet, at vi er her og støtter op om byen og handelsstandsforeningen, ligesom de støtter op om os.”
Sådan siger gruppeleder Rikke Sejer Knutsson fra 1. Hornslet Trop under Det Danske Spejderkorps, DDS.
På den måde ønsker spejderchefen at motivere, hvorfor spejderkorpset år efter år trækker i uniformerne og stiller talstærkt op med faner og fakkeloptog gennem Hornslet, når juletræet tændes 25. november.
Støtten fra Hornslet oplever spejderne ikke mindst, når de selv har aktiviteter.
“Både handelsstandsforening og byen støtter op om vores juletræssalg og julelotteri,” uddyber Rikke Sejer Knutsson.
Derfor vil spejderne også gerne give noget tilbage, og det sker blandt andet i forbindelse med juletræstændingen.
“Det handler om, at vi skal holde sammen i byen. Det er meget vigtigt,” understreger Rikke Sejer Knutsson.

80 spejdere i optog

Der deltager ikke mindre end 80 spejdere i alderen fra mini og helt op til 18 år i det store optog gennem byen fra Huset til det gamle rådhus.
På hjemturen besøger spejderne også plejehjemmet, hvor både Rosenholm Tamburkorps spiller, ligesom spejderne lægger vejen forbi med fakler og faner.

En god udvikling

Spejdertroppen i Hornslet er i øvrigt inde i en god udvikling.
“Vi har 170 medlemmer, og vi har fået flere, siden vi fik det nye hus, som fungerer fantastisk godt. Nu kan alle være inde, ligesom vi også har fantastiske udearealer,” forklarer Rikke Sejer Knutsson.
Dermed henviser hun til det nye spejderhus på Ågårdsvej, hvor aktiviteterne blev samlet i foråret 2015.
1. Hornslet Trop er i øvrigt blandt de største med en placering på top 10 i DDS.
Fremgangen i medlemstallet gælder hele divisionen på Djursland, der har fremgang i alle grupper, oplyser Rikke Sejer Knutsson.
“Det er in at være spejder, fordi forældre er blevet mere bevidste om, at børn har godt af at komme ud at røre sig og få frisk luft,” siger hun.
Lige nu koncentrerer alle i 1. Hornslet sig om at rejse penge til deltagelse i Landslejren 2017, hvor der ventes 40.000 spejdere fra både danske og udenlandske grupper samlet i Sønderborg.
“Alle penge, vi tjener fra nu og frem til Landslejren, går til at få børnene med til Sønderborg,” siger Rikke Sejer Knutsson.
Hornslet plejer at sende 100 afsted til landslejren.