Jettes nye app luller brugerne i søvn
Coach og yogalærer Jette Blok har udviklet en ny app med sin stemme, som folk - heldigvis - falder i søvn til
Langt de fleste mennesker har deres smartphone lige ved hånden og klikker på nogle af de mange app's for at tjekke vejrudsigten, læse mails eller holde øje med deres træning.
Nu kan de også downloade en app, som yogaunderviser og coach Jette Blok fra Hillerød står bag. Den hedder StilleStund og indeholder en række forskellige guidede meditationer, mindfulness-øvelser og visualiseringer, som både nybegyndere og garvede kan bruge.
"Mange af mine kunder har spurgt, om ikke jeg kunne komme hjem og putte dem. De sover så godt den ene gang om ugen, hvor de har været hos mig," siger Jette Blok.
Styr tankemylderet
Så Jette Blok fik ideen om at skabe en app, hvor hun indtalte meditationer, som sætter fokus på blandt andet den gode vejrtrækning, smertebehandling, kærlighed og koncentration. Med den ene kan man styre sit eventuelle tankemylder, mens den anden gennemgår kroppen fra top til tå, så man slapper helt af. Dermed er der noget at komme efter både for raske, syge, stressramte og smertepatienter.
"StilleStund er udviklet så mine kunder kan 'få mig med hjem'. De er trygge ved min stemme - den kender de. Mange fortæller, at de er helt afhængige af app'en for at kunne slappe af og falde i søvn. Men jeg mener samtidig, at endnu flere kan få glæde af den," siger hun.
Lækkert design
For hende var det at udvikle app'en lidt som at skrive en bog. Hun lavede den i sommer, hvor hun fandt en app-udvikler, indtalte teksterne i et lydstudie og fik lavet et flot design.
"Det skal være lækkert at se på - og brugervenligt. En app er også netop lettilgængelig, fordi mange har en smartphone. Mit alternativ var at lægge nogle lydfiler på min hjemmeside, men jeg vil hellere gøre det lækkert og rart at se på," siger hun.
App'en kan også bruges til børn - og både til afslapning eller til mere bevidst at træne mindfulness. Der er øvelser i trække vejret helt ned i maven, i at arbejde med - og ikke imod - smerter, og i at undgå at lade sig flyde med af tankemylder. Den indeholder afspænding, hvile og afslapning.