Fortsæt til indhold

Ung socialdemokat får støtte fra 3F Søhøjlandet

Kampen om, hvem der skal erstatte Kirsten Brosbøl som ny folketingskandidat i Skanderborgkredsen, spidser til

Samfund
Arkiv

Den interne kamp om at blive Skanderborgkredsens nye socialdemokratiske folketingskandidat spidser til. Der er fire kandidater tilbage, og en af dem er Nicklas Lauritzen, som 3F Søhøjlandet nu giver sin støtte til.
"Nicklas har det, der skal til for at blive en god folketingskandidat for vores kreds. Han har spillet en aktiv rolle i Socialdemokratiet som kampagneleder og haft tillidsposter. Han har derudover været aktiv i foreningslivet. Og så har han en stærk politisk viden, hvor både arbejdsmarkedspolitik, socialpolitik og beskyttelse af vores velfærdssamfund er vigtige for ham. Og så kommer han fra en baggrund, hvor velfærdssamfundet har været afgørende,” siger 3F formand, Kai Høstrup, i en pressemeddelelse til Lokalavisen.
”Jeg tror det betyder, at Nicklas kan se folk i øjnene og forstår de problemstillinger, som optager danskerne. Det har vi oplevet, når vi i den seneste tid har haft Nicklas med ude på virksomhedsbesøg. Her snakkede han med medarbejderne, og han forstår dem. Det har vi brug for, at flere kan komme på Christiansborg, og betyder meget for vores medlemmer og organisation.”
Nicklas Lauritzen kommer fra et hjem, hvor pengene ikke var store, men det var til gengæld kærligheden:
”Min mor var SOSU-assistent, og min far var i en længere periode syg. Det gjorde vi skulle flytte fra hus til lejlighed, og pengene var ikke store. I mange lande vil det betyde dødsstødet til uddannelse og hjælp. Men ikke her i Danmark. Her bør din baggrund ikke betyde noget for din fremtid,” fortæller Nicklas om sin baggrund.
Virksomhedsbesøgene på blandt andet Pressalit har gjort et stort indtryk på Nicklas Lauritzen, der betegner dem som meget værdifulde:
”Jeg tror folk betragter Socialdemokratiet som tillidsmanden for den brede del af befolkningen. Vi skal kunne lytte til folks bekymringer og adressere dem med vores politik,” mener han.
Her nævner Nicklas Lauritzen emner som tilbagetrækningsalder, efteruddannelse og sundhedsvæsnet.
Til dagligt arbejder Nicklas Lauritzen i et mentorprojekt i KFUM's Sociale Arbejde, og er derudover ved at afslutte sin kandidatuddannelse i Europæiske Studier ved Aalborg Universitet.
Foruden 3F har både Skanderborg Partiforening, viceborgmester Frank ”Megabody” Damgaard og flere andre udtrykt deres støtte til Nicklas Lauritzen.
-bo