Fortsæt til indhold

Enhedslisten skifter spidskandidat

Samfund
Arkiv

Maria Temponeras er på en ekstraordinær generalforsamling enstemmigt blevet valgt som Enhedslistens spidskandidat til kommunalvalget næste år.

“Der er hårdt brug for vores arbejde for et godt liv for alle, for grøn omstilling og for lokalt demokrati,” understreger den nye kandidat i en pressemeddelelse til Lokalavisen.
“Helt akut er for mange i vores kommune ramt af fattigdomsreformer, og det skal vi som byråd tage alvorligt. Vi kan ikke leve med, at børn skal vokse op i fattigdom. Samtidig skal vi i byrådet tænke på fremtiden ved at få den grønne omstilling i alle beslutninger. Selvom vi som kommune er underlagt en masse dårlige beslutninger fra Christiansborg, kan vi godt gøre det bedre lokalt, ved hele tiden arbejde for større lokalt selvstyre. Jeg håber på en tæt og levende dialog med alle dem, det hele drejer sig om, indbyggerne i vores dejlige kommune.”
Enhedslistens nuværende byrådsmedlem Henrik Qvist genopstillede ikke.
“Jeg vil til det kommende valg koncentrere mig om Regionen, hvor jeg stadig synes der er meget at arbejde med. Og så har vi jo her i Skanderborg en handlekraftig og kompetent afløser i Maria Temponeras. Så valget af hende er jeg meget glad for,”siger han.