Fortsæt til indhold

Lukning af it-studier i Odense står ved magt

Ministeriet holder fast i lukning af it-uddannelser på Syddansk Erhvervsskole

Samfund
Emil Hermann

Ministeriet for Børn, Unge og Ligestilling skriver i et dokument, som Lokalavisen Odense er i besiddelse af, at lukningen af it-uddannelserne 'webintegrator' og 'digitale medier' på Syddansk Erhvervsskole står ved magt.
I oktober skrev Lokalavisen Odense første gang om sagen, hvor både elever, Odense Kommune og det lokale erhvervsliv råbte vagt i gevær.
IT-Uddannelserne på Syddansk Erhvervsskole er Region Syddanmarks eneste afdeling, hvilket betyder, at eleverne skal flytte til enten Jylland eller Sjælland for at færdiggøre deres studier, da lukningen allerede træder i kraft i juli 2017. Desuden er lokale it-virksomheder bekymret for, om de kan tiltrække nok dygtige it-talenter i fremtiden.
Det var også derfor, at Lokalvisen Odense bad en fynsk folketingspolitiker om at rejse spørgsmål overfor ministeriet for få undersøgt, om beslutningen var truffet på et omhyggeligt nok grundlag. Nu er der kommet et svar til Jens Henrik Thulesen Dahl (DF), undervisningsordfører og medlem af uddannelses- og beskæftigelsesudvalget. Her er et udpluk af ministeriens forklaringer.
“Det er min vurdering, at hvis vi skal nå målsætningerne om, at mindst 30 procent af eleverne fra 9. og 10. klasse begynder på en erhvervsuddannelse i 2025, og at fuldførelsen skal stige på disse, så er det en forudsætning, at de unge søger erhvervsuddannelser, hvor der er gode praktikplads- og beskæftigelsesmuligheder,” skriver Ellen Trane Nørby (V), daværende minister for Børn, Unge og Ligestilling.
Eks-ministeren holder altså fast i afgørelsen, som betyder, at der også andre steder i landet vil blive skåret på antallet af studiepladser på it-uddannelser på erhvervsskoler.

Elever kan færddiggøre

Jens Henrik Thulesen Dahl glæder sig dog over, at eleverne nu får lov til at fuldføre deres uddannelse i Odense.
“Jeg besøgte SDE forleden og fik oplyst, at de elever, som var begyndt på it-uddannelsen, må gøre dem færdige der. Det er for mig det centrale i denne sag,” fastslår han.