Fortsæt til indhold

Rønde går i sort fredag

Særligt lave tilbud i butikkerne, når byens butikker holder Black Friday

Samfund
Erland Rasmussen

Rønde Handel er også med på den sorte bølge, når byens butikker inviterer kunderne til Black Friday fredag 25. november.
Denne ene dag er det lav pris, som er i højsædet hos butikkerne, der har fundet ekstra gode tilbud frem.
Aktiviteten stammer oprindeligt fra USA og har på kun et par år vundet stor udbredelse i Danmark.
I Rønde var butikkerne med på den sorte bølge fra begyndelsen.
“Det er en aktivitet, der er kommet for at blive. Det er en ren salgskampagne, som er med til at tage hul på julehandelen. Den har afgjort også givet gode resultater i Rønde,” siger formanden for Rønde Handel, Arne Povlsen.
Årets Black Friday har udsigt til at slå alle rekorder i Danmark som den historisk største handelsdag. Det spår ny analyse fra Dansk Erhverv.