AURA El-net skifter navn til Dinel
Selskab for vedligehold og udvikling adskilles fra kommerciel del
Det østjyske netselskab AURA El-net skifter navn til Dinel pr. 1. december.
El-nettet er nemlig et reguleret område i modsætning til AURAs øvrige kommercielle aktiviteter, som i øvrigt bevarer navnet AURA.
Det er derimod den del, der er forpligtet til at vedligeholde og udvikle på selve el-nettet i jorden, der skifter navn til Dinel.
Bor man i det sydlige eller vestlige Aarhus, Skanderborg, Odder, Galten, Ry eller den sydlige del af Favrskov kommune, er det således Dinel, som vedligeholder og udvikler el-nettet.
Det vil det også være fremover, men nu kommer der til at stå Dinel, og ikke AURA El-net, på servicefolkenes biler og arbejdstøj.
“Med navneskiftet til Dinel sikrer vi en tydelig adskillelse mellem vores netaktiviteter i det regulerede område, og AURA-koncernens øvrige kommercielle aktiviteter,” siger Erik K. Rasmussen, netdirektør hos Dinel, i en pressemeddelelse til Lokalavisen.
For cirka halvandet år siden blev der efterlyst en større gennemsigtighed i branchen.
Her var en af anbefalingerne, at monopolselskaber og elhandelsselskaber ikke bør dele identitet som eksempelvis navn og logo.
Selvom det ikke er blevet til konkret lov endnu, har AURA El-net valgt at gennemføre navneskiftet på forkant og dermed imødekomme myndighederne ønske, oplyser selskabet.
Dinel's forsyningsområde dækker cirka 110.000 forbrugere i Østjylland og navneskiftet finder formelt sted 1. dec.
De fire øvrige forretningsområder i AURA-koncernen bliver ikke berørt og fortsætter under navnene: AURA El-handel, AURA Fiber, AURA Installation og AURA Rådgivning.
e.r
Dinel
Blandt de 10 største danske selskaber inden for elforsyning.
102.110 elmålere
4918 km el-kabler
29 stk. 60/10 kV hovedstationer
2539 stk. 10/0,d netstationer
32.058 kabelskabe