Slut med amerikanerbiler...
...i Tebstrup. AZ Auto lukker, og indehaver Allan Zink tager hul på et nyt kapitel i
Efter 18 år på Horsensvej 140 i Tebstrup er det slut. Mekaniker Allan Zink har besluttet at lukke AZ Auto for at sætte kurs mod en ny tilværelse som viborgenser.
“Jeg skal ud på ti-metervippen og springe ud. Der skal ske noget nyt, og så må vi se, hvad verden bringer,” fortæller han.
“Måske skal jeg også være mekaniker i fremtiden, men ærlig talt ved jeg ikke helt, om jeg har lyst. Kroppen er jo ikke ung mere, og jeg har nok ikke været alt for god ved mig selv. Det er sundt at prøve noget nyt, og man udvikler sig jo kun, hvis man ind imellem udfordrer sig selv og springer ud i noget nyt. Det vil jeg gerne nu.”
Sidste dag på værkstedet er fredag 23. december, hvorefter Jim Vildrik fra Gedved Auto overtager værkstedet.
“Han er ved at bygge til, og regner med at bruge pladsen her til dækhotel,” oplyser Allan.
Allan er blevet kendt lokalt som en af dem, der kan få liv i din gamle amerikanerbil. Selv har han haft en af slagsen siden han var 17 år.
“Jeg har en stor passion for amerikanerbiler. Hvis du spørger mig, så er en bil ikke en rigtig bil, før den har otte cylindre,” griner han.
“Den der lyd og fornemmelsen af de her store flydere. Det er godt. Og så er der selvfølgelig også kulturen omkring amerikanerbilerne og kammeraterne. Vi har et særligt sammenhold.
Allan har også haft en forkærlighed for at køre dragrace, men den hobby er lagt på hylden nu.
“Det er hammer-dyrt, men jeg kørte indtil for et års tid siden. Jeg har kørt en masse drag-race gennem årene lige fra jeg var 19 år, og efterhånden havde jeg været på alle de baner i Norden og i Europa, som jeg gerne ville prøve,” fortæller han.
Om han også fremover vil arbejde med amerikanerbiler svæver lidt i det uvisse.
“Man skal jo have en hobby,” lyder det korte svar.
“Men amerikanerbilerne er jo mest en forårsting. Det er der, de skal ud af garagerne og gøres klar til sæsonen. Jeg har haft kunder, der kørte mere end 200 kilometer, for at få kigget på bilen. Oftest har det handlet om motoren - at få den til at gå ordentlig. Mit værksted har tit været sidste chance. Folk med amerikanerbiler skruer jo meget selv og piller ved ting, de ikke skulle have rørt ved. Så fejlfinding har været en af mine helt store opgaver. Men jeg har også ordnet mange bremser og undervogne.”