Fortsæt til indhold

Her har alle plads og råd

Den nye Café Grønnegade i Horsens vil være et sted, hvor alle har råd til at komme, og hvor alle kan føle sig velkomne og hjemme

Samfund
Kristine L Nydahl

Tapas, steaks og pastaretter serveret i hjertet af Horsens, til en pris alle kan betale. Det er, hvad den nye Café Grønnegade lover.
“Vi henvender os især til folk som studerende, unge par og nybagte forældre. Her får de den gode restaurantoplevelse, men de kan få den lidt oftere til lidt billigere penge. Vi er cirka 30 procent billigere end de andre spisesteder i området,” fortæller caféindehaveren, 26-årige Tamer Kaya.

Et sted med en historie

Café Grønnegade ligger på Grønnegade 11 i de samme lokaler som det gamle Qvist Grammfoncafé.
Hele familien har hjulpet med at klargøre caféen, som har plads til 35 gæster.
Udtrykket er rustikt og retro. På væggene hænger sorthvide fotos af Grønnegade i 60'erne og 70'erne fra Horsensbilleder.dk. De nøgne mursten er 100 år gamle, og materialer som kobber og træ er dominerende i indretningen.
“Barstolene købte vi af en pige, hvis afdøde onkel havde lavet dem. Hun vil komme forbi og besøge dem, selvom hun ikke er fra byen. Træbaren er lavet af en mand, der aldrig før har lavet en bar. Alt her har en historie,” siger Tamer.

Drengedrøm

Tamer Kaya har boet hele sit liv i Odder, og har gået på VIA University i Horsens. Han har mere end ti års erfaring i restaurationsbranchen, og han har både haft sin egen natklub og et stort eventfirma.
Det er en drengedrøm for Tamer, at åbne sin egen café, og visionen er klar:
“Her skal være oplevelser for enhver smag, og det gælder ikke kun maden. Det skal være et sted, man kan komme og føle sig hjemme, hvor alle kan være sig selv, og hvor der er plads til fællesskab. Et sted, byen er stolt af.”

Mad med god samvittighed

På Café Grønnegade bliver der doneret to kroner til Kirkens Korshær per spisende gæst.
“Det er en del af min opdragelse, at man skal hjælpe andre, hvis man kan. I Danmark i år 2016 burde ingen gå sultne i seng eller bo på gaden,” siger Tamer Kaya.
Selvom caféen både vil være billigere end andre og donerer penge til velgørende formål, tror Tamer sagtens, budgettet kan hænge sammen:
“Mange siger, jeg er optimistisk. Men det er et spørgsmål, om man vil tjene mange millioner, eller bare vil have til dagen og vejen og samtidig give noget tilbage.”

Gratis jul på caféen

Juleaften afholder Café Grønnegade et arrangement for socialt udsatte og ensomme mennesker i Horsens.
“Det kan ikke passe, at der er nogen i Danmark, der ikke kan få en juleaften, en lille gave, eller nogen, at være sammen med. Her får de en gratis juleaften og et fællesskab,” siger Tamer, og fortsætter:
“Jeg håber, andre steder ser, at det godt kan svare sig at hjælpe andre, og følger vores eksempel.”