Fortsæt til indhold

Tilfreds luftkaptajn håber på et-to fly mere

Nordic Seaplanes er tilfreds med forretningen efter seks måneder i luften. Nu søges permanent tilladelse

Samfund
Danni Paulsen

I fredags havde vandflyveren mellem Aarhus og København været på vingerne i præcis et halvt år. '
Jubilæet fejrede firmaet bag, Nordic Seaplanes, med billige afgange hele dagen.
Næsten 1.000 afgange er det blevet til mellem landets to største byer, og i gennemsnit har seks af flyets 12 sæder været besat.
“Når der ikke er flere sæder, end der er, så synes vi, at vi burde kunne sælge flere. 52 procents belægning ikke specielt imponerende, men det er højere end budgetteret, og man kan ikke forlange, at træerne gror ind i himlen i et opstartsår,” siger direktør og luftkaptajn Lasse Rungholm og tilføjer:
“I 2017 vil vi gerne op på 75 procent, og det bør trods alt være forholdsvist nemt, for vi skal jo bare op på ni passagerer i stedet for seks.”
Ifølge direktøren er det ikke prisjusteringer, der skal til for at lokke passagererne med på den 45 minutter lange tur.
“Vi skal bare udbrede kendskabet, så kommer det af sig selv. Vi kan ikke sænke priserne. Så skal vi have et fly mere, for at det kan betale sig. Men det bliver aldrig billigt. Mine piloter får det samme som SAS' piloter, og vi har kun 12 sæder til at betale, så vi bliver aldrig et lavprisselskab, men det har nu heller aldrig været meningen,” lyder det fra direktøren, som har mellem fire og fem piloter til at fragte kunderne, der især er forretningsfolk.

“Det løber bare rundt”

Nogen guldrandet forretning har det da heller ikke været, selvom der er omsat for godt 10 millioner kroner de første seks måneder.
“Vi er gået over vores budget, så vi er glade, men mere vil have mere. Der er ikke noget overskud i år, og det havde vi heller ikke regnet med på grund af de mange opstartsudgifter. De er der dog ikke næste år, så der regner vi helt sikkert med et overskud. Men i år løber det bare rundt,” forklarer Lasse Rungholm, som fornemmer, at et godt ry har spredt sig.
“Det tager tid at starte op, for folk skal lige se os an og se, om vi flyver til tiden og er troværdige. Det fornemmer jeg, kunderne synes. Hver gang jeg flyver, vender jeg mig om og spørger, hvem der er med for første gang, og der er altid nogle stykker.”

Ambition om flere fly

Nordic Seaplanes drømmer om at udvide flåden med et eller to fly mere, men det er først realistisk i 2018, spår direktøren.
Virksomheden har nemlig kun fået en treårig tilladelse til maksimalt seks ture om dagen - mens det er lyst.
Det antal afgange kan et enkelt vandfly klare. Derfor er Lasse Rungholm i færd med at søge om en permanent tilladelse.
“Dét, og ingen restriktioner på antal flyvninger, skal vi have, hvis vi skal investere 52 millioner kroner i to nye fly. Men behandlingsprocessen, hvor folk skal have lov til at gøre indsigelser, kommer til at tage tid, så jeg tror ikke på, at det bliver i 2017.”