Tanker om en ny, stor turist-magnet
Fredericia kan få en superattraktion med blandt andet musicalakademi og teater. Men først venter års benarbejde
Sydney har sit operahus. Bilbao har sit Guggenheim-museum. Bygninger, der sætter deres hjembyer på verdenskortet og tiltrækker gæster og tilflyttere i massevis.
Sådan et hus kan Fredericia også få. Måske. I løbet af de næste to år skal en endnu ikke ansat leder udvikle et projekt, der på sigt måske kan føre til etableringen af et superteater yderst på FredericiaC. Bogstaveligt synligt fra Lillebælt. Og i overført betydning synligt fra hele landet og Europa.
Idéen kan virke som udtænkt af en fantast. Men der er grund til at prøve den af, mener borgmester Jacob Bjerregaard (S).
“I løbet af de sidste tre år har Fredericia opnået teater- og turisme-resultater, som for få år siden virkede helt urealistiske. Nu er det tid at undersøge, om idéen kan bære,” siger han og understreger, at projektet ikke betyder, at kommunen vil bruge flere penge på teater.
“Fredericia Kommune skal ikke bruge flere penge på teater,” siger han.
I første omgang skal der udarbejdes et projekt. Først senere skal der tages stilling til, om det skal bygges eller ej.
Behov og drøm
Drømmen om et superteater med tilhørende musicalakademi, forskning, spisesteder og andet, har eksisteret i flere år.
Men den skyldes ikke bare teaterchef Søren Møllers drøm om at have et nyere og bedre hus at høste publikums-successer i.
“Fredericias eksisterende teater-bygning vil inden for fem-ti år få brug for renoveringer og ombygninger for et stort tociftret millionbeløb, hvis vi skal fortsætte vores udvikling. Det er ikke noget, man bare lige gør, men heller ikke noget vi bare kan ignorere. I det lys giver det mest mening at se på muligheden for at skabe noget nyt. Noget, som virkelig kan være en dynamo for hele byen. Året rundt,” siger han.
Han håber, at de kommende års projektudvikling fører til et byggeri, der i kraft af sit indhold og arkitektur vil gøre Fredericia kendt og eftertragtet langt ud over landets grænser.
“Se for eksempel, hvad Guggenheim-museet har haft af betydning for Bilbao. Sådan noget kan også gøres i Fredericia,” siger han.
Jacob Bjerregaard understreger som nævnt, at projektet ikke vil koste kommunen flere teater-kroner end i dag.
“Der bliver brug for fonde, sponsorer og en mere retfærdig fordeling af statens kulturmidler,” siger han.