Friskole fortsætter udvidelse - trods afslag
Hillerød Lille Skole fortsætter plan om at udvide med 8. og 9. klasse
Hillerød Lille Skole standser ikke deres arbejde med at udvide skolen, selvom både Børne- og Familieudvalget og Økonomiudvalget har givet afslag på at stille en kommunal garanti for lånet til udvidelsen.
Hillerød Lille Skole går i øjeblikket kun til og med 7. klasse, men allerede til sommer kan eleverne fortsætte i 8. klasse på skolen og til slut tage deres afgangseksamen i 9. klasse i 2019.
For at den 50 år gamle friskole med 165 elever kan opfylde drømmen om at udvide, kræver det, at der bygges nye lokaler, og dermed skal skolen optage et 20-årigt realkreditlån på cirka 4,3 millioner kroner.
Ønsket fra skolen er, at kommunen underskriver en hensigtserklæring om, man i forbindelse med forhandlingerne om budget 2018 vil tage stilling til skolens ønske om en kommunal garanti på 1,1 millioner kroner.
Afslag i udvalget
Sagen blev først behandlet i Børneudvalget, hvor politikerne gav afslag på ansøgningen, forklarer formand Rikke Macholm (SF):
"Vi har aldrig før givet garantier på, at vi vil diskutere en ansøgning i forbindelse med budgetforhandlingerne. Når vi kommer til forhandlingerne, er det enhver frit for at tage de ting med, som man synes, vil være en god idé. Men vi kan ikke give garantier på nuværende tidspunkt".
Derudover har kommunen aldrig givet garantistillelse til udbygninger på private skoler, fortæller hun.
Økonomiudvalget fulgte Børneudvalgets indstilling.
Sten i skoen
Afslaget kom ikke bag på skoleleder Sanne Wiedemann:
"Jeg synes, vi skylder skolens forældre at søge. For de vilkår, vi optager lån på, vil være mere fordelagtige, hvis kommunen stillede garanti. Men nu gør vi bare noget andet og holder den køreplan, vi har, som ikke involverer kommunen," siger lederen, som generelt ærgrer sig over, at de frie skoler får nej til rigtig meget af det, de spørger til i kommunen.
Faktisk har friskolerne og privatskolerne indkaldt skoleafdelingen til møde for at diskutere det.
"Vi vil rigtig gerne tage del i det, der foregår - tage imod flygtningebørn, deltage i debatter, åbne skolerne og så videre. Men når vi ikke bliver spurgt, når der er høringer, og vi ikke får 'ja', når vi spørger om noget, så kan vi nogle gange tvivle på kommunens vilje i samarbejdet. Det er som om, de oplever os som en sten i skoen frem for en samarbejdspartner".
Stolt af eleverne
Men nu fortsætter Hillerød Lille Skole altså deres udbygningsplaner uden kommunens garanti. For udvidelsen er vigtig, både fordi skolernes overbygningsdel har ændret sig - og fordi skolen er så stolt af deres større elever:
"Da jeg startede som leder her i 2013, mødte jeg nogle af de store piger i 7. klasse og blev helt vildt imponeret over, hvad de kunne. De var nogle specielle, unikke piger. Så jeg kunne slet ikke bære, at de skulle gå ud. Jeg tænkte, at 'det vil vi da ikke'. Vi vil gøre det færdigt og gøre eleverne til hele livsduelige mennesker," siger hun.
Skolens nye 8. og 9. klasser startes op med skolens egne elever, og altså ikke med optag udefra.
"Vi har lige spurgt forældrene over de sidste 14 dage, om de er med - og det er de. De har selvfølgelig en masse spørgsmål og er spændte. Så vi er i tæt dialog".
Fysisk skal skolen udvides med cirka 270 kvadratmeter. Tilbygningen skal bl.a. indeholde klasse- og faglokaler, og skolen arbejder med en løsning, hvor lokalerne er pakket ind i en glasoverdækning på i alt 600 kvadratmeter.