Fortsæt til indhold

Overvægtige børn kan tabe sig

Et østjysk samarbejde giver en metode, der virker på svært overvægtige børn

Samfund
Erling Baastrup

Der er gode resultater fra et projekt, som Favrskov er med i sammen med et par andre kommuner i det østjyske og regionshospitalet i Randers.

Projektet har kørt siden 2014, og en af konklusionerne er, at af de svært overvægtige i alderen 3-18 år har 83 procent tabt sig, når man måler efter et år. Resultaterne viser, at børnene taber sig – uanset køn, alder, bopæl og startvægt.

I forløbet arbejder deltagerne med udvikling af sund livsstil, motionsvaner, søvnrytme og handlekompetencer. Børnene følger stringente retningslinjer og bliver desuden undervist i at håndtere overvægtsproblemerne.

Fuld besat

Favrskov Kommune har 24 pladser i projektet, og alle er besat.

Det fortæller sundhedskonsulent Marlene Gundersen, Favrskov. Hun siger: ”At det foregår i samarbejde med hospitalet får deltagerne til at tage det alvorligt. Også at der er tilknyttet en læge. De kan også se, at vi tager dem alvorligt. Vi betragter svær overvægt som en sygdom.”

Hvis man hører til de overvægtige og vil have hjælp, foregår det normalt via sundhedsplejen på skolerne.

Men det er også muligt at rette henvendelse til de kommunale sundhedscentre, som så kigger på mulighederne.

BMI er det vigtigste

Hvor meget taber de overvægtige sig?
”Det er meget individuelt. Og det er heller ikke primært vægten, man ser på, men på BMI,” fortæller Marlene Gundersen.

En af hoved-idéerne er, at der skal laves om på vanerne. Derfor skal familien involveres, og man kigger på hele barnets situation. Det kan f.eks. være mobning, der er skyld i overvægten.

Forældrenes involvering vigtig

Resultaterne af det regionale samarbejder, glæder udvalgsformand for Social- og Sundhedsudvalget i Favrskov Lone Glarbo (V):
”Samarbejdet har vist sig at være en rigtig god og effektiv arbejdsmetode. Jeg håber, det kan være vejen frem mod at udvikle en ensartet og effektiv metode til at behandle svært overvægtige børn på landsplan.”

FAKTA

*Cirka 20 procent af alle børn er overvægtige, og heraf er cirka fire procent svært overvægtige.
*Det østjyske projekt har fået 3,1 mio. kr. i støtte fra Sundhedsministeriets SATS-middelpulje.
*Projektet løber fra 2014 til 2017.
*Projektet omfatter 100 pladser fordelt procentvis efter antallet af svært overvægtige børn i de enkelte kommuner.
*Udover at være effektiv på vægttab er projektet også organisatorisk og økonomisk effektivt, hvor resultaterne er opnået med et gennemsnit på 7,4 behandlingskonsultationer til en samlet behandlingstid på 6,75 timer pr. barn om året.