Fortsæt til indhold

Stigende efterspørgsel efter erhvervsejendomme i Køge Bugt-området

Som på det øvrige Sjælland, opleves der også i Køge Bugt-området stigende efterspørgsel på markedet for erhvervsejendomme.

Samfund
Af Søren Lindquist

ERHVERVEJENDOMME Det er ganske vist. Fremgangen på markedet for erhvervsejendomme har bidt sig fast, så det kan mærkes på hele Sjælland. Således også i Køge-Bugt området, hvor både salg og udlejning er i vækst.
"Pilen peger kun én vej - og det er opad." Sådan siger erhvervschef John Munch, fra EDC Erhverv Strandfeldt i Taastrup om markedet i det område de naturligt opererer i - Vestegnen.
"Det er især lager- og logistikejendomme vi mærker en stigning i efterspørgslen efter. Og da udbuddet af ledige lokaler til udlejning og ejendomme til salg i vores område heldigvis er i stand til at kunne modsvare efterspørgslen, er der samtidig stadig en god balance på markedet," siger han.
Om interessen for at investere i erhvervsejendomme på Vestegnen fortæller John Munch:
"Der begynder at vise sig nogle investorer på markedet nu, som har holdt lidt hen i nogle år.
De tiltrækkes af de tilfredsstillende afkast der nu kan opnås, og derved er det både brugere og investorer, der tilsammen efterspørger i stigende grad netop nu."

Greve og Solrød følger med

Også længere sydpå i Køge Bugt meldes der om gode tider for salget af erhvervsejendomme. Hos Kjeldskov & Co. fortæller den ene af mæglervirksomhedens to indehavere, ejendomsmægler Henrik Kjeldskov, som siden 1984 har været aktiv.
"Proppen er i den grad røget af ketchupflasken. Der er kommet rigtig godt gang i både salg og udlejning af erhvervsejendomme, op vi oplever nærmest ingen tomgang. Det er et rigtig positivt marked vi befinder os i, hvor både brugere og investorer efterspørger erhvervsejendomme og -lokaler."

Indehaver og ejendomsmægler Henrik Kjeldskov, Kjeldskov og Co. har i 2016 oplevet næsten en fordobling i antallet af solgte og udlejede erhvervsejendomme i Solrød-Greve området ift 2015. Og han forventer at også 2017 bliver et år præget af heftig aktivitet.

Bedre forrentning end i København

Særligt er det ifølge Henrik Kjeldskov investorerne, som nu har fået øjnene op for den attraktive forrentning der kan opnås i Solrød-Greve området, på såvel de mindre erhvervsejendomme som de lidt større af slagsen. Han påpeger, at der faktisk kan opnås en reel forrentning der er endnu bedre end den udbudte i salgsopstillingen, der tager udgangspunkt i salgsprisen. Han opstiller et regnestykke for at forklare sammenhængen:
"Hvis en investor køber en mindre erhvervsejendom til fx. 4 mio kr., udbudt med 7% forrentning, udgør denne 280.000 kr.. Men, renser man det for egenfinansiering, som ved en 60% belåning er 1,6 mio kr., ender forrentningen jo med at være næsten 12%. Noget af en forskel ift til hvad fx bankerne kan tilbyde," siger han.

Det er rift om både de mindre og lidt større erhvervsejendomme i Solrød og Greve. Denne ejendom på Geminivej i Greve havde været forsøgt solgt gennem længere tid, og blev efter udlejning endelig solgt til en investor for nylig.

2017 tegner også positiv

Med udsigt til næsten en fordobling af solgte ejendomme og udlejninger ift 2015 tegner 2016 særdeles godt for Kjeldskov & Co. Og Henrik Kjeldskov forventer at også 2017 byder på et marked præget af heftig aktivitet.
"Markedet tegner til at blive lige så aktivt i 2017, som i år. Selvfølgelig er det nødvendigt løbende at få nye "varer" på hylderne, for at kunne modsvare efterspørgslen, men det tror jeg nu også vi vil få. Lige nu afventer vi fx spændt revurderingen af lokalplanen for erhvervsområder i Greve Kommune. Hér ser det ud til, at der vil opstå nogle nye og spændende muligheder, både i eksisterende erhvervsområder og i helt nye, fortæller han.