Nu ryger Stenløse Bio på tvangsauktion
Med godt og vel 1. mio. kr. i tilgodehavende i den tidligere Stenløse Bio, har Nykredit valgt at begære den gamle biograf på tvangsauktion
Stenløse Bio skal på tvangsauktion.
Det bekræfter itvang.dk overfor Lokalavisen Egedal.
"Det er korrekt. Den gamle biograf-bygning på Gartnervænget i Stenløse skal på auktion tirsdag 20. december kl. 11.00 ved Retten i Hillerød," siger Trine Peters, der er afdelingsleder hos itvang.dk.
Hun understreger, at begæringen om tvangsauktion kommer fra Nykredit.
"Salgsopstillingen viser, at Nykredit har en samlet gæld hos biografens ejer på cirka én mio. kr., og da ejerens afdragsindbetalinger på lånet tilsyneladende er stoppet, så har Nykredit valgt at tage dette skridt. De har jo ingen interesse i at se deres gæld blive forøget, så der er ikke noget overraskende i deres handling. Når man ikke længere står ved sine forpligtelser i forhold til betalinger, så får man en advarsel, og hvis der stadig ikke sker noget, så er en tvangsauktion uundgåelig," siger Trine Peters.
Men Nykredit er ikke de eneste, som har et tilgodehavende i den nedbrændte bygning.
Gæld på 1,6 mio. kr.
"Den samlede gæld er cirka 1,6 mio. kr. Som sagt har Nykredit det største tilgodehavende, men der ligger også pantebreve og et tilgodehavende fra Skat," siger Trine Peters.
Nu venter en auktion, hvor grundens erhvervsareal på 601 kvadratmeter er berammet med en grundværdi på 658.600 kr. og en ejendomsværdi på over 1,2 mio. kr.
Svært at spå om prisen
"Biografen var jo udsat for en heftig brand tidligere på året, så jeg tvivler på, at ejendomsværdien stadig ligger i laget på 1,2 mio. kr.. Vi skal nok et godt stykke ned," siger Trine Peters, der ikke tør spå om prisen på den nedbrændte bygning, som folk i tidernes morgen valfartede til for at blive underholdt med store film.
"Jeg ved ikke, hvad biografen bliver solgt til. Det må auktionen vise, men der er flere faktorer, der skal falde i hak. For det første skal der være en køber med en konkret plan, der også skal spille sammen med kommunes lokalplan for området, og for det andet, så skal Nykredit stilles tilfreds med prisen. Er de ikke det, så kan man ikke afvise, at de selv køber bygningen med henblik på et lejemål," siger afdelingslederen hos itvang.dk.
FAKTA
Stenløse Bio fejrede den 9. september 2009 sin 50 års fødselsdag.
Man åbnede i 1959 med filmen "Sejren over Atlanten".
Biografen blev bygget mellem 1956 og 1959 af murermester Sigurd Philipsen, som fik hjælp af hustruen Else Philipsen, murerarbejdsmand Ole Jensen og Torben Philipsen.
Frem til 1989 drev Else Philipsen biografen. Derefter overtog sønnen Torben Philipsen biografen frem til sin død i 2005.
Hans enke Mona Philipsen førte biografen videre en kort periode, men samme år solgte hun biografen til de to ægtepar, Pia og Claus Fuglstrøm samt Marianne og Kim Larsen, der tidligere havde drevet Stenløse Børnefilmklub.
Den 15. november 2011 besluttede bestyrelsen at indstille den underskudsgivende drift af hensyn til virksomhedens kreditorer.
Siden har Veksø-borgeren Kaj Holm ejet Stenløse Bio med planer om ny biograf, en restaurant og senest boliger.
I maj måned 2016 stod biografen i brand.