Kvinderne skal mere end ’cheerleade’
DGL2000 vil ansætte udviklingschef for at tiltrække flere kvindelige spillere. Det vil gavne hele klubben, mener formanden
De har gjort det på herresiden. Og nu vil de også fremme kvindesiden.
Fodboldklubben DGL2000 søger efter en udviklingschef til kvindeafdelingen, som skal løftes både sportsligt og socialt.
Formand for klubben Peter Kjeldsen forklarer, at en større kvindeafdeling vil gavne hele klubben.
“Vi kan se, at kvinderne har bidraget med sindssygt meget, siden de blev en del af klubben i 2008. Deres grad af initiativer og synlighed ved kampene har styrket fællesskabet,” siger Peter Kjeldsen og tilføjer:
“Vi vil gerne skabe et større fundament og gå fra i dag at have et syv-mandshold og 25 spillere, til et 11-mandshold og 35-40 kvindelige spillere.”
Og de skal ikke bare være cheerleadere ved herrekampene?
“Nej, bestemt ikke. Men vi skal heller ikke ud og drille Skovbakken lige med det første. Vi er stadig en breddeklub, hvor der skal være plads til alle,” siger Peter Kjeldsen.
Mere end en klub
På 15 år er klubben gået fra at have en herrehold i serie seks til et hold i Jyllandsserien. Den succes skal nu overføres til kvindesiden.
“Vi er en anderledes klub. Vi er faktisk mere end bare en klub, men et fællesskab. Og vi har været rigtig dygtige til at tiltrække spillere,” forklarer formanden.
DGL2000 har blandt andet et mentorkorps, som sikrer, at hver gang en ny spiller begynder i klubben, får vedkommende en mentor og bliver en del af et intro-program.
“Så sikrer vi os, at de nye føler sig velkomne og føler, at de bliver en del af noget større med det samme,” siger Peter Kjeldsen, der har stået i spidsen for klubben i seks år.
I dag er der godt 100 medlemmer i DGL2000. På landsplan spiller 65.000 kvinder og piger fodbold i klubber.
DBU har som mål at fordoble antallet, så 130.000 piger og kvinder spiller fodbold i 2025.
“Det vil vi rigtig gerne være en del af,” siger Peter Kjeldsen.
Klubben, der holder til på TST's baner, er nabo til DBU's hotel og konferencecenter i Tilst.
Mand eller kvinde
Den kommende udviklingschef for kvindeafdelingen vil også få en plads i bestyrelsen.
“Det skal være en person, der kan løfte os det næste skridt og i det taget tænke kvindefodbold. Ligegyldigt om det så bliver en kvinde eller en mand,” siger klubformanden.