35-årig kvinde ny direktør for BusinessHorsens
BusinessHorsens har ansat 35-årige Signe Marie Smidt som ny direktør. Signe Marie Smidt kommer fra en stilling i KL, hvor hun de seneste tre år har arbejdet med kommunernes erhvervsfremmeindsats. Før det har hun arbejdet i landbrugets interesseorganisation Landbrug & Fødevarer og været projektleder i Horsens Kommune.
"Vi har ansat Signe Marie Smidt til at tegne BusinessHorsens, fordi hun bringer en stor viden med sig i forhold til, hvad der virker og ikke virker i arbejdet med at skabe de rette rammer for virksomheder og iværksættere. Hendes viden vil uden tvivl tilføre nye perspektiver og løfte vores arbejde for erhvervslivet. Derudover er hendes erfaring og netværk fra to af landets stærkeste interesseorganisationer et stærkt supplement til BusinessHorsens. Det er helt i tråd med vores nye strategi, hvor vi skal tættere på medlemmerne for at skabe øget værdi og dermed tiltrække flere medlemmer i det østjyske område," siger BusinessHorsens formand Finn Damkjær Pedersen i en pressemeddelelse.
Signe Marie Smidt afløser Torben Busk, der tidligere på året stoppede efter mere end 30 år som erhvervschef i Horsens.
“Jeg søgte stillingen, fordi jeg gerne vil prøve kræfter med at omsætte den viden, som jeg har med mig fra KL og Landbrug og Fødevarer til konkrete resultater. Jeg går til jobbet med ydmyghed og håber at bidrage til et yderligere styrket samarbejde imellem virksomheder, detailhandel, kommune og andre aktører med det ene formål at skabe bedre vilkår for virksomhederne. Jeg har mange gode minder fra min tidligere tid i Horsens og glæder mig meget til at komme tilbage," siger Signe Marie Smidt.
Den nye direktør begynder 1. februar 2017.