Fortsæt til indhold

"Vi finder en løsning"

Samfund
Fred Jacobsen

Efter nogle års strid om adgang til strandområdet syd for Rungsted Havn synes ikke bare julefreden, men freden i det hele taget nu at kunne sænke sig over området.
Rungsted Ladegård har nemlig fået ny ejer. Det betyder blandt andet, at de Rungsted-borgere, der i mange år har gået tur i området og har haft adgang fra Rungsted Strandvej til stranden via Stejlepladsen skråt over for Rungstedgård, nu har fået den mulighed tilbage. Både Stejlepladsen øst for Rungsted Strandvej og grunden længere ned mod stranden hører nemlig til hele ejendommen Rungsted Ladegård.
“Bølgeblikket er fjernet”, fortæller den ny ejer, Peter Flarup, til Ugebladet, om det materiale, der spærrede den ene af to stier ned til stranden, og forklarer, at han ikke har tænkt sig at sætte lås i hegnet, der indtil for nylig spærrede for den sydlige nedgang.
Den hidtidige ejer, Anders Moesgaard, Klampenborg, satte hegnene op for at spærre for strandadgangen. De er flere gange savet ned og sat op igen. Til sidst opgav Moesgaard at sætte træhegnet op igen foran den nordlige sti, men smed en større bunke gammelt bølgeblik på den smalle sti for at forhindre folk i at komme ned til strandområdet.
Peter Antonsen (BL), formand for Miljø- og planlægningsudvalget, hilser Flarups udtalelser velkommen.
“Det er svært at se andet end positivt på det”, siger Peter Antonsen, der understreger, at det stort set kun er tale om lokale, der benytter stierne.
Hørsholm Kommune har nemlig indledt en ekspropriationssag mod ejendommen, fordi kommunen med tvang vil sikre sig færdselsretten hen over ejerens grund, så borgerne kan få strandadgangen tilbage. Hidtidige forsøg på at forlige sagen er slået fejl.
“Sagen var i gang, da vi købte ejendommen, så den vil jeg helst ikke udtale mig om. Jeg er sikker på, at der kommer en løsning”, siger Peter Flarup til Ugebladet.

Vil bygge stutteri

Anne og Peter Flarup er flyttet til Rungsted fra Karlebo og rykket ind i den nyrestaurerede hovedbygning på Rungstedvej. Herfra der det planen at bygge et stutteri, som også den tidligere ejer havde planer om, og som kommunen har givet de nødvendige tilladelser til.
“Vi skal beskæftige os med opdræt og avl og realisere drømmen om, at der kommer til at gå heste og får på de skønne arealer”, fortæller 40-årige Peter Flarup, der er en kendt military-rytter med adskillige danske, nordiske osv titler på cv'et.


Deltag i debatten på Ugebladets facebook-side.